Den baptistiske gudstjeneste

Indkredsning af den baptistiske gudstjeneste

af Ole Lundegaard

Baptister og gudstjeneste
De fleste kristne kirkesamfund betragter gudstjenesten som noget af det mest centrale i en menigheds liv. Mange vil sige det centrale. Som baptister har vi ofte udtrykt det sådan, at den kristne menighed bør bevæge sig på to ”fødder”:

Hverdagens gudstjeneste
– hvor vi søger at følge Jesus som vores Herre og Mester ved at holde os til hans ord og hans eksempel, samt

Søndagens gudstjeneste
– hvor vi sammen tilbeder, beder, takker, bekender, lytter og lærer, udrustes og betjener hinanden.

Den ligeværdige vægtlægning på efterfølgelse og tilbedelse er fundamental for en baptistisk gudstjenesteteologi. Det er samtidig afgørende for baptister at begynde al vor teologiske og praktiske refleksion med at se på Jesu liv og lære, så lad os først spørge:

Hvad siger Jesus om gudstjeneste?
Det er egentlig forbavsende, når man netop tænker på den vægt, de fleste kristne kirker lægger på søndagens gudstjeneste og på de kampe, der til stadighed står om forskellige gudstjenesteformer, at vi har så stærke og præcise meninger, mens Jesus næsten ingenting siger om gudstjeneste. Han underviser igen og igen sine disciple om, hvordan de skal følge ham efter – tænk blot på Bjergprædikenen – men han siger stort set intet om, hvordan vi skal fejre gudstjeneste.

I en samtale, Jesus fører med en samaritansk kvinde (Joh. kap. 4), rejser hun spørgsmålet, hvor man skal tilbede Gud. Det var et af de store religiøse stridspunkter mellem jøder og samaritanere. Skulle man, som jøderne mente, fejre gudstjeneste i Jerusalem, eller som samaritanerne mente på Garizims bjerg? Jesus svarer ikke på kvindens enten-eller spørgsmål. Han siger til gengæld, at det slet ikke er det, det handler om, men ”de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have”.

I dag er det andre ting, der optager os. Skal gudstjenesten være baseret på en fast liturgi eller ej? Skal den kun bruge gamle, velprøvede tekster og salmer? Skal sangene ledsages af orgel eller andre instrumenter? Skal det hele have et højtideligt præg, eller skal det være i uformel stil med moderne sange ledet af et band? Jesu svar rammer sagens kerne både dengang og i dag. Dengang svarede han ikke kvinden på hendes spørgsmål om, hvor man skulle fejre gudstjeneste, og i dag ville han sikkert heller ikke være gået ind i vores ofte ophedede diskussioner om orgel kontra rytmisk, salmer eller lovsange, om præstens påklædning, prædikenens længde, gudstjenestens tidspunkt og meget andet, der optager os.

”I skal tilbede Faderen i ånd og sandhed”. Det er så præcis – og så åben – Jesus er! Der er plads til mange forskellige former, men indholdet og retningen er givet: Ånd og sandhed.[1] Vi ser også i de øvrige skrifter i Det nye Testamente, at der ikke fastlægges én bestemt gudstjenesteform, selvom de problemer menigheden i Korinth havde og som Paulus skriver om i 1. Korinterbrev kap. 11-14 kunne tyde på, at det måske havde været en god idé med noget lidt mere præcist! Menigheden i Korinth havde mange kampe om deres måde at fejre gudstjeneste på, og Paulus berører både bøn, tungetale og profeti, kvinders og mænds deltagelse og måltidsfællesskabet. Disse kapitler er det nærmeste vi i NT kommer retningslinjer for gudstjenesteliv. I 1. Korinterbrev kap. 14 finder vi fem principper, som er gode at huske på:

1) Gudstjenestesproget skal være forståeligt for udenforstående (1. Kor 14,16)

2) Alt skal ske, så det tjener til opbyggelse (14,26)

3) Alt skal ske sømmeligt og med orden (14,33;40)

4) Gudstjenesten skal udtrykke den enhed, som er afgørende for den kristne menighed. Der bør ikke være splittelser blandt os, når vi fejrer gudstjeneste (11,18ff; 10,17)

5) Alle har noget at bidrage med (14,26)

Disse fem principper kan igen koges ned til to grundlæggende karakteristika: Gudstjenesten handler om opbyggelse af menigheden og kommunikation til den udenforstående.[2]

Synagogen som forbillede
Jesus selv synes uden videre at have deltaget i den jødiske gudstjeneste, som man fejrede den i synagogen hver sabbat.[3] Vi læser også senere i Apostlenes Gerninger, at apostlene, hvor de kom hen, søgte til synagogerne på sabbatten.[4] De kristne jøder tog den synagogegudstjeneste, de kendte, med sig, og den kom til at danne model for de kristnes gudstjeneste. Det betød fokus på bøn, lovsang og undervisning. Samtidig holdt de fast ved det fælles måltid som en afgørende del af deres samlinger, i begyndelsen fejret i hjemmene.[5] I løbet af det 2. århundrede begynder de to samlinger så småt at smelte sammen til et, og måltidet udvikler sig fra at være et egentligt måltid til at blive et ritualiseret, symbolsk måltid, og det førte i oldkirken til den nadverforståelse, der blev den katolske kirkes eukaristi.[6]

En kort historie om en lang udvikling
For at gøre en lang historie urimelig kort og forenklet, så vokser gudstjenestetraditionerne i de kristne kirker op gennem århundrederne i forskellig retning og med forskellig vægtlægning – fra Den Ortodokse Kirkes gudstjeneste, der ses som en jordisk gennemspilning af den himmelske gudstjeneste, til den katolske messe med centrum netop i eukaristien og i det ordinerede præsteskab, over den lutherske kirkes ”salmemesse” og til frikirkegudstjenester, der ofte har været modificerede vækkelsesmøder med vægt på forkyndelsen, til moderne karismatiske gudstjenester med stærk fokus på øjeblik og sanselighed.

Kristendommen har altså udviklet en lang række meget forskellige gudstjenestetyper, og vi tænker forskelligt om gudstjenestens betydning. Jesus såvel som Paulus gav os meget lidt konkret vejledning, men nogle principper, vi kan følge.

Gudstjeneste – et religiøst fænomen
Hvis vi bliver i det helt brede perspektiv et øjeblik, må vi konstatere, at gudstjeneste ikke som sådan er et kristent fænomen, men et alment religiøst. Man kan endda sige, at alt religiøst er noget, vi mennesker skaber. Vi skaber ritualer og gudstjenesteformer, fordi vi har brug for rammer om vores tros udfoldelse.

Som allerede nævnt er hverken den ortodokse, den katolske, den lutherske, den pentekostale eller den baptistiske gudstjeneste noget, der er guddommeligt åbenbaret i den form, vi fejrer dem i. Hvordan skal vi så anskue den gudstjeneste, vi har udviklet? Vi må – som alle andre kirkesamfund – se den som et produkt af to ting: 1) Udtryk for netop den måde vi forstår troen på – dvs. vores teologi, og 2) en historisk udvikling. Vores gudstjeneste udvikler sig hele tiden. Til trods for genkendelige træk fejrer vi ikke gudstjeneste præcis som vores forældre gjorde, og de gjorde ikke præcis som deres forældre.

Det afgørende for at vurdere den gudstjeneste, vi til enhver tid fejrer, må fra en vinkel være at spørge: ”Kan vi forsvare denne gudstjeneste, hvis vi stod over for Jesus? (Hvilket vi jo gør ved hver eneste gudstjeneste!). Eller sagt på en anden måde: Ville vi være glade for at invitere Jesus med til vores gudstjeneste, hvis han pludselig stod midt i blandt os? Ikke dermed sagt at vi kan begrunde alt ud fra noget præcist, Jesus har sagt, men vi skal kunne sige: ”Vi gør det sådan her, Jesus, fordi vi er nået til den konklusion, at den måde, vi tilbeder dig på, når vi samles, tjener det, du vil med verden og med os.”

Mødet med Det Hellige
Religionshistorisk set er en hvilken som helst religions gudstjeneste til for at skabe en ramme om mødet med ”det hellige” eller ”Den hellige”. Mødet er til for at bekræfte den troende i sin loyalitet mod Gud, modtage vejledning og trøst fra Gud og udtrykke sin tak og sine ønsker i bønnen. Det afgørende for gudstjenesten er troen på og/eller erfaringen af, at man i gudstjenesten står over for Den hellige, at man er i den unikke sfære, hvor det guddommelige og det menneskelige mødes.

Hvori består da det hellige – eller ”det sakramentale” – i en gudstjeneste af baptistisk tradition?

Hvordan møder vi i gudstjenesten det guddommelige?

Det spørgsmål er let at svare på for en katolsk eller ortodoks kristen. Guds nærvær, det sakramentale, findes først og fremmest i nadveren. Dér er Gud til stede i brød og vin. De fleste lutheranere vil i praksis sige det samme, og de vil tilføje, hvad hverken katolikker eller ortodokse vil være uenige i: og i ordets forkyndelse og i dåben. Guds nærvær opfattes først og fremmest som en objektiv virkelighed, der er sikret gennem sakramenternes rette forvaltning. Derfor ville en ortodoks kristen kigge mærkeligt på dig, hvis du spurgte ham eller hende efter en gudstjeneste (som vi ofte gør!): ”Nå, var det en god gudstjeneste?” ”God?”, ville han eller hun undre sig, ”Gud var jo til stede i liturgien og i sakramenterne! Det var, som det skulle være. Jeg har været i guddommeligt selskab i formiddag!”. Guds nærvær har ikke at gøre med, hvordan den enkelte ”føler” det. Det er en objektiv virkelighed.

For frikirkefolk er det meget vanskeligere at svare på, hvor vi møder det/Den hellige. Det skyldes, at vi har en svag eller helt manglende sakramentsteologi – altså en tænkning om, hvad der gør netop gudstjenesten til et særligt sted i forhold til fx et spejdermøde eller et møde i en fællesskabsgruppe. (I parentes bemærket: Det er helt legitimt at mene, at der ikke er nogen forskel. Men de fleste af os agerer alligevel, som om der er). Vi bliver ved med at pege på, at gudstjenesten er central, men vi har svært ved at sige hvorfor, for vi kan ikke pege på samme håndgribelige momenter eller ritualer, der synliggør Guds nærvær.

Den frikirkelige gudstjenestes udfordring
Uden mulighed for at pege på Guds nærvær som knyttet til sakramenter – dåb, nadver, præstens ordination, liturgiens lange tradition osv. – har det oftest været et andet aspekt, der har været i fokus hos frikirker: Bliver vi berørt? Er der nogen, der kommer til tro? Og i dag ikke mindst: Er det spændende, underholdende? Er det en interessant og velforberedt forkyndelse?

Der er et legitimt anliggende gemt i de spørgsmål, men der er også en stor fare forbundet med dem. Vi kommer let til at vurdere gudstjenesten efter dens evne til at ”holde os fanget”. Var det interessant, eller var det kedeligt? Var det godt eller dårligt? Var det værd at bruge tid på, eller skulle jeg have lavet noget andet? Interessant nok de samme spørgsmål vi stiller foran TV’et!

I frikirkerne er det en reel fare, at vi kan komme til at vurdere og tilrettelægge gudstjenesten på underholdningsbranchens præmisser. Mens de kirker, der har klar fokus på sakramenterne, betoner Guds nærværs objektive karakter (Guds nærvær er givet og ikke bundet til menneskelige faktorer), er tendensen hos frikirker, at vi betoner den subjektive erfaring af Guds nærvær. Det er der noget afgørende i, fordi Guds tiltale og kald erfares som personlig og aktuel, men svagheden består i, at vi risikerer at overbetone det følelsesmæssige. Populært sagt at vi betragter Guds nærvær som lig med bestemte menneskelige følelser. Følgen kan blive, at vi tilrettelægger gudstjenesten med henblik på at røre følelserne, bl.a. gennem sang og musik. Men her bør vi efter min mening vise forsigtighed. Der er lige så store risici ved at fokusere for meget på det subjektive, som helt at overse det.

1. Fællesskabets sakramente
Har vi da slet ingenting i baptistisk tradition at bidrage med til samtalen om gudstjenestens sakramentale karakter – eller hvordan vi møder det hellige i gudstjenesten?

Jo, det har vi. Den konstante faktor i baptistisk gudstjenesteteologi er fællesskabet, som det sted, hvor Gud manifesterer sit nærvær. Dvs., at det ikke først og fremmest er gennem særlige ritualer eller i præstens særlige indvielse (ordination), at Guds nærvær formidles, men gennem det at være til stede som et folk, der er bragt sammen på tværs af alder, køn, race og kultur for i overgivelsen til Kristus som Herre at formes til et forsonet fællesskab. Bibelsk set er det en udfoldelse af Jesu ord i Mattæus 18,20: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.”.

Ind imellem siger vi for sjov, at det eneste sakramente, baptister har, er kirkekaffen. Men det er såmænd ikke helt hen i vejret. I hvert fald ikke, når vi taler om et fællesskab, hvor vi lytter til hinanden, drager omsorg for hinanden, beder sammen, deler alt godt med hinanden, og måske spiser sammen. Det fællesskab skabes naturligvis ikke blot ved at mødes og snakke og sludre (for slet ikke at sige sladre), men når vi kommer sammen som ovenfor beskrevet, kan vore gudstjenester betyde et møde med det/Den hellige. Det er en forudsætning for den type gudstjeneste, at den enkelte kommer ydmyg, spørgende og opmærksom. Gud er fri, og Gud kan heldigvis også nå os, selvom vi måtte være kommet med andre intentioner, men enhver kristen bør forberede sit hjerte på at gå til gudstjeneste for at kunne modtage og for at give.

Det fører os videre til et andet vigtigt aspekt. Med det stærke fokus på, hvordan vi hver især er med til at give plads til det hellige i os selv og i fællesskabet gennem måden vi er sammen på, er det samtidig tydeligt, at ansvaret for gudstjenesten ikke kun ligger hos den, der skal planlægge den og stå for den, men hos os alle. Det er det, vi kalder ”det almindelige præstedømme”, som betyder, at der ikke er nogen præst som mellemmand mellem den enkelte og Gud, men også at alle har en tjeneste at udøve i ”hverdagens gudstjeneste”, men også i ”søndagens gudstjeneste”, hvor vi alle tjener ved at deltage i bønnen, i sangen, i omsorgen, i opmærksomheden mod Gud og vores næste.

Vi trænger til et fornyet fokus på den enkelte kristnes rolle ved gudstjenesten. Der er tendens til, at al vægt lægges på præst, musikere og sangere, og det endda ofte på en ureflekteret manér.

2. Ordets forkyndelse
Et andet fokus har vi fælles med de protestantiske kirker: forkyndelsen. I forhold til den katolske messe blev vægten både i den lutherske, den reformerte såvel som hos anabaptisterne flyttet til prædikenen. Ordet skulle forkyndes, for ”troen kommer af det, der høres” (Rom 10,17). Det var afgørende for den enkelte at høre budskabet og fatte tro. Bag det lå også en ny opdagelse af og vægtlægning på Bibelen som eneste læremæssige autoritet for den kristne (i modsætning til den katolske kirke, som tillagde kirkens tradition og lovgivning lige så stor vægt som Bibelen). For anabaptisterne fik dette særlig stor vægt.

Lidt forenklet kan man sige, at Luther genopdagede Paulus og hans ord om retfærdiggørelse af tro alene, og det blev centrum i den lutherske forkyndelse, mens anabaptisterne genopdagede Jesus og hans undervisning, fx i Bjergprædikenen med dens stærke fokus på efterfølgelse af Kristus. Heraf kommer også det stærke fokus på ”hverdagens gudstjeneste”, som jeg nævnte i begyndelsen af artiklen.

Det betyder naturligvis ikke, at lutheranere kun forkynder Paulus og baptister kun Jesus, men i den baptistiske tradition ligger traditionelt en særlig vægt på Jesu undervisning om at være ”Gudsrigets disciple” (Matt 13,52). Tro er ikke blot at have en tro i sit hjerte eller at være frelst ved tro, men at være tro, at følge Jesus som Herre og Mester.

Gudstjenesten er fremadskuende
Et vigtigt aspekt af baptisters fokus på efterfølgelsen af Kristus er, at gudstjenesten ikke blot skuer tilbage på, hvad Jesus sagde og gjorde, men på hvor hans vej går, som vi skal følge. Gudstjenesten bliver fremadskuende (med et fint ord, eskatologisk). Gud er i færd med at føre sit projekt igennem i verden, at vi kaldes til fortsat at følge Kristus og være med i den bevægelse, indtil Gud bliver ”alt i alle” (1. Kor 15,28).

Prægning fra andre traditioner
Det er tydeligt, at den baptistiske gudstjeneste i dag tager inspiration til sig fra andre kirkelige traditioner. Især to hovedstrømninger præger baptistmenigheders gudstjenester i dag og medfører, at det i det hele taget er svært at sige, hvilket præg en baptistisk gudstjeneste har i dag, fordi vi tager forskellig inspiration til os.

1. Karismatisk
Fra de karismatiske kirker har mange menigheder taget især to elementer til sig. Først og fremmest de moderne lovsange, der ofte henter deres ord og temaer fra det personlige liv og deres musikalske sprog fra popmusikken. Mange steder fungerer lovsangen i en eller to ”blokke” i gudstjenesten, ledet af en eller flere musikere og en eller flere sangere. Det er også ofte sangere og musikere, der har valgt de sange, der synges. Mange steder giver det denne del af gudstjenesten et særligt præg af den personlige hengivelse til Gud i tak og tilbedelse.

Det andet element er nådegavernes funktion i gudstjenesten og dermed også et element af uforudsigelighed i gudstjenesten. I gamle dage – hvis man må være lidt upræcis – var der ofte et element af uforudsigelighed i en gudstjeneste, fordi nogle kunne ønske at give et ”vidnesbyrd”, som var en personlig beretning, en oplevelse eller en opmuntring. Dette element af det uplanlagte og uforudsigelige er i dag kommet tilbage i form af  ”profetiske ord” eller ”visdomsord”.

2. Økumenisk
Fra den økumeniske tradition, som i høj grad er præget af de institutionelle kirker (katolikker, ortodokse, anglikanere og lutheranere), har mange også taget elementer til sig. Det første var ”tekstrækkerne”, hvor det allerede for måske 30 år siden begyndte at blive almindligt, at præster fulgte folkekirkens tekstrækker, når der skulle prædikes. Men nu gælder det også fx lystænding i forbindelse med bøn (mange kirker har i dag en såkaldt ”lysglobe”), nye former for nadverfejring (bl.a. hvor man går frem for at modtage nadver fremfor at brød og vin bliver båret rundt til den siddende menighed), en større bevidsthed omkring kirkeårets rytme, brug af meditative sange (Taizé) og meget andet. Denne indflydelse rækker også ud over selve gudstjenesten i bl.a. retræter og pilgrimsvandringer.

Det er tydeligt – og opløftende – at de to strømninger ikke gensidigt udelukker hinanden. Ofte tager vi elementer fra begge ind i den samme gudstjeneste. Det er dog klogt at reflektere over de elementer, vi tager til os, så de har en klangbund i den måde, vi tænker menighedsliv og efterfølgelse på – og ikke blot bliver modepræget staffage, vi bruger, så længe vi finder det underholdende!

Memento
Som nævnt først i denne artikel er det et vigtigt baptistisk anliggende, at der skal være sammenhæng mellem det vi forkynder, og det vi praktiserer i vores hverdag. Det betyder også, at gudstjenesten ikke kan erstatte hverdagens efterfølgelse af Kristus. Vi må huske, at Jesus ikke bad os om at gå til gudstjeneste – han bad os såmænd ikke engang om at tilbede ham – men at følge ham. Man må advare mod den tendens, der også præger baptister i dag, at gudstjenesten søndag formiddag (eller hver 2. eller 3. søndag!) gør det ud for at være Jesu discipel.

Salut
Lad mig slutte denne indkredsning af den baptistiske gudstjeneste med nogle kloge ord fra en helt anden side, fra William Temple, anglikansk teolog og biskop i Manchester i 1920´erne og senere ærkebiskop af Canterbury. Ordene indgyder efter min mening en sund respekt i forhold til det, vi beflitter os med, når vi arrangerer gudstjeneste.

Gudstjeneste er en overgivelse af alt, vi er, til Gud.

Det er en levendegørelse af samvittigheden ved Guds hellighed;

det er næring til vort sind ved Hans sandhed;

renselse af tankerne ved Hans skønhed;

Hans kærligheds vej til vores hjerte;

en overgivelse af vores vilje

til at tjene Hans vilje

– alt samlet i tilbedelse,

som er den mest uselviske tilstand,

vores menneskenatur tillader os at være i