Klassiske bønner

O, kærlighed,
hvor forunderlig du er!
Hvor rig, hvor mægtig!
Den, som ikke har dig, har intet.
Du formåede Gud til at blive menneske,
du har i Maria genrejst Eva
og i Kristus fornyet Adam.
Du har frataget døden dens magt,
da du tvang Gud til at dø.
Du binder de himmelske hemmeligheder
sammen med vores menneskelige tilværelse,
og de menneskelige hemmeligheder
med det himmelske.
Du råder i Faderen,
bevæger dig i Sønnen
og glædes i Helligånden
Du, kærlighed, er den ene og den samme i de tre.
I faderen har du din kilde
og i Sønnen har du udtømt dig helt
uden at miste Faderen
Kærlighed, med rette kaldes du guddommelig,
for du er den skabende magt i Treenigheden.

Jeg står op i dag
ved Guds kraft til at lede mig:
Guds magt til at bære mig,
Guds visdom til at føre mig,
Guds øje til at se for mig,
Guds øre til at høre mig,
Guds ord til at tale til mig,
Guds hånd til at vogte over mig,
Guds vej til at ligge for mine fødder,
Guds skjold til at beskytte mig,
Guds hærskare til at værne mig
mod djævlenes snarer,
mod lasternes fristelser
mod naturens tilbøjeligheder
mod alle, som vil mig ondt,
fjern og nær,
alene og i mængden.

Kristus med mig, Kristus foran mig, Kristus bag mig,
Kristus i mig, Kristus under mig, Kristus over mig,
Kristus ved min højre, Kristus ved min venstre,
Kristus hvor jeg ligger, Kristus hvor jeg sidder, Kristus hvor jeg står,
Kristus i hjertet på enhver, der tænker på mig,
Kristus i munden på enhver, der taler om mig,
Kristus i hvert øje, der ser mig,
Kristus i hvert øre, der hører mig.

Jeg står op i dag
ved en mægtig kraft, ved påkaldelse af Treenigheden,
i tro på trefoldigheden og bekendelse af enheden
over for Skaberen.

Revideret uddrag af Lorica (brystpanser) tilskrevet Skt. Patrick, original på gælisk ca. 9. årh.

Gør mig til redskab for din fred
Herre, gør mig til redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor uret er begået.
Lad mig skabe enighed, hvor uenighed råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe glæde, hvor sorg og bedrøvelse råder.

Lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået som at forstå.
Ikke så meget at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at man får.
Det er ved at glemme sig selv, at man finder sig selv.
Det er ved at tilgive andre, at man får tilgivelse.
Det er ved at dø, at man opstår til evigt liv.

Frans af Assisi, 1182 – 1226

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,
Din er al ære, lov og pris og al velsignelse,
Dig alene, du Højeste, tilkommer de,
og intet menneske er værdig at nævne dig!
Lovet være du, Herre, med alle dine skabninger,
især hr. broder Sol, som skaber dag,
og du oplyser os ved ham,
og han er skøn og strålende med stor glans,
på dig, du Højeste, er han et billede!
Lovet være du, Herre, for søster Måne og stjernerne,
på himlen har du skabt dem, klare og kostelige og skønne.
Lovet være du, Herre, for broder Vind og for luften
og skyerne og godt vejr og al slags vejr,
hvorved du opholder alle dine skabninger.
Lovet være du, Herre, for søster Vand,
hvilken er såre nyttig og ydmyg og kostelig og kysk.
Lovet være du, Herre, for broder Ild,
ved hvem du oplyser natten,
og han er skøn og liflig og kraftig og stærk.
Lovet være du, Herre, for vor søster, moder Jord,
som opholder os og bærer os og frembringer alskens
Frugter og farvede blomster og græs.
Lover og priser Herren og takker ham
og tjener ham i stor ydmyghed.
Lovet være du, Herre, for alle dem,
som af kærlighed til dig tilgiver deres fjender
og udholder skrøbelighed og trængsel;
salige de, der i fred holder ud til det sidste,
thi du, Allerhøjeste, vil give dem den evige krone!
Lovet være du, Herre, for vor søster den legemlige død,
som ingen levende kan undfly.
Vé dem, der dør i dødssynd.
Salige de, som har virket din allerhelligste vilje,

thi dem kan den anden død ikke gøre noget ondt!

Frans af Assisi, 1182 – 1226
(Oversættelse: Johannes Jørgensen)

O Herre, kom snart og oplys natten.
Ligesom døende længes, sådan længes jeg efter dig.
Sig til min sjæl, at intet sker, uden at du tillader det,
og at intet, som du tillader, er trøstesløst.
O Jesus, Guds Søn, du stod tavs foran dem, som dømte dig.
Gør mig tavs, indtil jeg har besindet mig og ved,
hvad jeg skal sige, og hvordan jeg skal tale.
Vis mig din vej, og gør mig villig til at vandre den.
Dårskab er det at tøve og farligt at gå videre,
oplys mig i min rådvildhed, og vis mig vejen.
Jeg kommer til dig, ligesom den sårede kommer til lægen.
Giv, Herre, mit hjerte ro.
Amen

(Birgitta af Vadstena 1303-1373)

I mig er der mørkt,
men hos dig er lyset.
Jeg er ensom,
men du forlader mig ikke.
Jeg er modløs,
men hos dig er hjælpen.
Jeg er urolig,
men hos dig er freden.
I mig er der bitterhed,
men hos dig er der tålmodighed.
Jeg forstår ikke dine veje,
men du ved vej for mig.

Dietrich Bonhoeffer (1906-45)