Guds lægfolk

Vi er alle præster

Af Bent Hylleberg

Når vi i vores baptistiske tradition arbejder med gudstjenesten, tænker vi anderledes end mange andre kristne, der sætter præsten i centrum og gør ham/hende ansvarlig for alt. Vi tænker ikke ud fra ’embedet’, men har menigheden som udgangspunkt. For at forstå rækkevidden i dette perspektiv er det vigtigt at kende til en historisk udvikling, der har rod i de bibelske skrifter.

Her må vi begynde med begrebet ’Guds folk’. På græsk hedder ’folk’ laos. I menighederne blev man en del af dette ’folk’ ved at lade sig døbe. I dåben, hvor Guds nåde og den døbtes tro mødes, føjes den, der døbes, til Guds folk. Vi er alle i dåben blevet en del af den kirke, som Ny Testamente kalder Guds folk, Jesu Kristi legeme og Helligåndens samfund. Som en del af dåbshandlingen beder menigheden om, at de, der døbes, må blive udrustet med Åndens gaver. Og den døbte stiller hele sin personlighed til rådighed for en tjeneste i og ud fra Guds folk. I hele Guds folk findes de tjenester og de gaver, som menigheden har brug for, når der skal fejres gudstjeneste og når der skal tjenes i hverdagen. Ordet ’liturgi’ bruges i Ny Testamente om begge former for tjeneste. Og dets grundbetydning er da også ’folkets arbejde’.

Men sådan forblev perspektivet ikke i oldkirken. I løbet af en årrække – omkring år 200 – findes de første tekster, hvor kirken begynder at sætte skel mellem to grupper i ’Guds folk’. Begrebet kleros, der betyder ’kaldet’, optræder nu parallelt med laos. Snart betegner kleros dem, der ordineres til en særlig tjeneste, mens de, der ’kun’ er døbte, fortsat kaldes laos. Og dette begreb kommer herefter til at betegne de ikke-ordinerede. I vort og andre sprog har vi herefter skabt et skel i ’Guds folk’ – og vi har lige siden talt om præster (kleros) og lægfolk (laos). Begrebet ’lægfolk’ stammer direkte fra laos, der oprindeligt var Guds ene folk, hvor de døbte hver især havde modtaget nåden som gaver til fælles gavn for helheden – se fx 1. Kor. 12:7.

Martin Luther forsøgte at komme bag om denne fejludvikling ved at tale om dåben som den handling, der skaber ’de døbtes præstedømme’ – eller ’det almindelige præstedømme’. Præsten og de andre ordinerede skulle ifølge Luther ikke længere stå ’over’ menigheden, men ’i’ menigheden – og herfra skulle alle på lige vilkår tjene hinanden og alle andre. Reformationstidens anabaptister (døbere) var endnu mere radikale, når det drejede sig om at gøre op med ’det store skisma’ i det ene Guds folk (laos). Men deres teologi slog ikke igennem. Den led samme skæbne som dem selv.

Som deres efterkommere er vi – baptister – et langt stykke vej smittet af det skisma, som tidligt opstod i kirkens historie. Herom kunne der skrives meget[1], men den praktiske konsekvens er stadig, at vi anser dåben for at udgøre en fortidig punkt-begivenhed, der gør os til ’lægfolk’, mens gudstjenesten stadig er præstens ansvar! Men det vil i lys af de første kristne dåbs-liturgier, som vi kender, være langt mere i pagt med Det nye Testamente, hvis vi opfatter dåben som den grundlæggende ’udrustning til tjeneste’ for os alle i Guds ene folk, laos. Og at vi igen får øje for at sætte nådegaverne optimalt i sving, når laos samles til gudstjeneste.