Af Bent Hylleberg
Rytmer er nødvendige i menneskers liv: Døgnet, ugen og året har rytme. Kirkeåret ligeså. Kirkeåret er en af menighedens og prædikantens bedste venner. At have kirkeårs-bevidsthed sikrer variation og rytme i årets gudstjenester. Igennem kirkeåret føres vi nemlig gennem Guds store gerninger i skabelse, frelse, fornyelse og fuldendelse ind i lyskeglen og forkynder hans storhed.
Kirkeåret kan deles i to halvdele, en med fester og en uden. Den første del går fra advent, hvor kirkeåret begynder, og slutter med pinse. Den anden del går fra pinse til advent. I fest-delen ligger kirkeårets tre højtider: Jul, påske og pinse. Hver af disse fester består af tre dele: Optakten, selve festen og dens efterklange.
Julens optakt er advent, i julen fejrer vi Jesu fødsel, og den klinger ud med Jesu offentlige fremtræden (epifani). Påskens optakt er fastetiden, hvor vi følger Jesus på vej til Jerusalem, i påsken fejrer vi Jesu indtog i byen, hans møde med myndighederne, hans død og hans opstandelse. Og påskens efterklange erfarer vi som vort møde med Den Opstandne på søndagene i påsken. Pinsens optakt begynder med Kristi Himmelfart. Pinsedag fejrer vi, at Gud døber sin kirke med vand og Helligånd til dens tjeneste. Pinsens efterklang varer til Trinitatis, hvor vi fejrer, at Gud nu har gjort sig kendt som Skaber (Fader), Frelser (Søn) og Fuldender (Helligånd). Den anden halvdel af kirkeåret præges af menighedens arbejde med at understrege betydningen af, at Gud nu har sendt sin Søn til verden og sin Ånd over kirken.
På vore breddegrader fejres kirkeårets første højtid – julen – i vinterens mørke. Frem mod påske bliver det gradvist lysere, og med påsken kommer (oftest) foråret. Og pinsen varsler, at sommeren (oftest) står for døren. Der er således hos os gennem første del af kirkeåret indbygget en rytme, hvor vi følger solen på dens stigende bane. Dette kan med god grund smitte af på fx vort sang- og salmevalg.
Kirkeårets anden del er kirkeårets arbejdsdel. Her beretter søndagenes evangelietekster om Jesus, når han underviser, helbreder, kæmper – og sejrer. Den del af kirkeåret behøver ikke være uden farver og fest. Således er det blevet almindeligt at kombinere høst-fejring med fejringen af Gud som Skaber (skabelses-tiden). Og med Alle Helgen hen mod slutningen af kirkeåret fejrer vi, at Jesus er Herre også over døden, når vi mindes dem, der døde i kirkeåret. På kirkeårets sidste søndag fejres Dommens Dag – den dag, hvor Gud griber ind til sidst i menneskeslægtens historie som Dommer og Frelser.
Det er et sådant kirkeår, vi byder velkommen, når vi første søndag i advent synger Grundtvigs salme: ’Vær velkommen Herrens år!’ Bemærk, at Grundtvig i salmen kombinerer dagens stigende rytme med kirkeåret – festen begynder ’julenat’, fortsætter ’påskemorgen’ og kulminerer ’pinsedag’ – og i sidste vers runder vi også den festløse del af kirkeåret: ’Herrens år med Guds velbehag/ nu bringer os glæde hver Herrens dag!’
Se til kirkeåret www.folkekirken.dk
