Af Jacob Broholm Møller
Hvad er bøn?
Der findes mange definitioner på bøn, men først og fremmest er bøn en dialog mellem mennesket og Gud, og i en menighed er bønnen en dialog mellem fællesskabet og Gud.
For at bønnen kan blive sand dialog, må man lade Helligånden arbejde, hvilket man gør ved at blive stille og stille sig til rådighed med sit nærvær. For bøn behøver ikke at være bøn med ord, det kan også være stille nærvær. I gudstjenesten vil der derfor altid være bøn, hvor præsten eller en anden beder på menighedens vegne, men ofte vil der også være enten 1) mulighed for, at enhver kan være stille i egen bøn eller 2) fælles bøn, hvor enhver frimodigt kan bede.
At bede sammen
Den svenske præst og forfatter, Fredrik Modéus, skriver: ”En menighed er almindelige mennesker, som i et synligt og sårbart fællesskab med hinanden søger Gud.” … ”Når vi søger Gud, så gør vi det først og fremmest ved at bede.”[1] Dermed bliver bønnen det, der gør en gudstjeneste til en gudstjeneste.
Vi taler i nogle situationer om, at vi må bære over med hinanden, og Paulus siger, at vi skal bære hinandens byrder, sådan opfylder vi Kristi lov (Gal. 6:2). Bøn handler netop om, at vi – der lever i et synligt og sårbart fællesskab – søger at bære hinanden. Eller sagt på en anden måde; vi bærer gensidigt hinanden i bøn.
Frederik Modéus bruger et smukt billede af bønnen som et ”hegn omkring sjælens have”. Hegnets stopler, hvorpå de tværgående bjælker sættes, er den fælles bøn i menighedens gudstjeneste. Stabiliteten findes altså i den kollektive bøn. De to ståltråde, som løber mellem stolperne på hegnets over- og underkant, er morgen- og aftenbønnen. Det finmaskede net imellem er den personlige bøn, hjertets samtale med Gud.[2]
De fleste af os oplever at føle os utilstrækkelige i vores bøn. For os er der hjælp at hente i billedet af bønnen som ”hegnet omkring sjælens have”, fordi billedet viser, at stabiliteten vindes sammen med andre. Stolperne er det vigtigste. Det er i gudstjenesten, i fællesskab med andre, at mit bønsliv skal have sit centrum og sit udgangspunkt. Jeg behøver med andre ord ikke at klare det hele selv!
Når man tænker bønslivet som en gensidighed, så løfter man kravets åg fra den bedendes skuldre, og bønnen bliver en måde, hvorpå vi i fællesskabet gensidigt bærer hinanden. Når jeg ikke magter mit liv, så beder andre for mig. Når min tro er svag og når livet er hårdt mod mig, så findes der bedende mennesker parat til at bære mig. Andre gange er det mig, der beder og derfor er med til at bære andre.
Bønnens nådegave
Det er i vores menighedsforståelse vigtigt, at enhver tjener med den gave han og hun har. Nogle arbejder blandt børn og unge, nogle med musik, nogle med økonomi, nogle med servering, andre gør socialt arbejde og endnu flere bidrager ved at være til stede og lytte. Men vi trænger måske til at genopdage den fælles bøn som en særlig tjeneste i menigheden, for man kan vel dårligt tænke sig en mere påtrængende opgave i en kristen menighed?
Hvad beder vi om i gudstjenesten?
Hver søndag beder menigheden en fælles forbøn. Her må det gudstjenestefejrende fællesskab bede for det, som sker i dets umiddelbare nærhed. Ved at menigheden ”løfter verden frem for Guds ansigt” tager den del i menighedens diakonale tjeneste i verden. Den forbøn skal samle op på ugen, og det, der på forskellige vis er påtrængende for menigheden.
I forbønnen takker menigheden Gud for de gaver, som Han giver. Vi har brug for at hjælpe hinanden til at finde livets taksigelsespunkter, og det er vigtigt at huske, at en menighed er et ´træningslokale´ for slappe taknemmelighedsmuskler. Men forbønnen skal også indeholde det, vi behøver hjælp til – det, der gør ondt i vore liv. Eller med Paulus ord: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak”. (Fil. 4:6, men læs allerede fra vers 4!)
Arbejdet med gudstjenestens forbøn er et område der behøver kreativitet. Ikke når det gælder smarte formuleringer og vendinger, men med hensyn til den måde, hvorpå vi samler dét op, som menigheden har brug for at bede om og for.
Forbønnen er også det sted, hvor vi ofte beder for mennesker med navns nævnelse. Dette er nogle menigheder ikke vant til, men hvad er denne bøn ellers, hvis ikke der er rum til at bede for os, som fejrer gudstjeneste sammen? Kvaliteten her handler ikke om formuleringer, ikke om pæne ord eller bønnens længde. Det handler om ægte, autentisk bøn, som vokser ud af menighedens hverdag og er ‘lokalt forankret’.
En menigheds forbøn visner, hvis den bare bliver til oplæst tekst, så man må som menighed tænke meget praktisk omkring, hvordan man dels får samlet op på de ting, der er sket og skal ske, men også undgå, at forbønnen ikke drukner enten i ren og skær oplæsning eller udelukkende i spontanitet.
