Forbøn og personlig respons

Personligt svar, tilkendegivelse og forbøn i gudstjenesten

Af Claus Bækgaard

Et møde med den levende Gud kalder ofte på en form for svar fra den, Gud møder. Både i Det gamle og i Det nye Testamente finder vi flere sådanne eksempler, og der er da intet, der taler for, at det ikke også skulle være gældende i dag. Dog er sådanne svar typisk meget kulturelt og kirkekulturelt bestemt. Omvendt finder vi også eksempler på, hvordan bevidste fysiske handlinger kan hjælpe den gudstjenestefejrende til selv at fastholde en attitude, en beslutning el. lign., hvorved det abstrakte får en kropslig eller konkret dimension. Disse elementer kan med fordel løftes ind i vores gudstjenestefejring, der ellers overvejende bærer præg af envejskommunikation.

Personligt svar

Et svar kan spænde over alt fra en verbal affirmation (en bekræftelse med et ”amen”, ”Halleluja” el. lign.) til at knæle enten på sin plads eller ved fx et kors. At række hænderne i vejret, rejse sig el. lign. er ligeledes typiske former for respons. Et ønske om at modtage forbøn i en konkret situation kan ligeledes være en form for svar.

Tilkendegivelse

Konkrete handlinger – som at tænde et lys i forbindelse med en forbøn, at lægge en sten ved et kors, at nedskrive sine bekendelser, at bekræfte et standpunkt eller en viljesbeslutning ved at rejse sig, at række en hånd i vejret, at gå frem el. lign. – fungerer som ”indikatorer” og hjælper os selv til at fastholde en beslutning eller gøre noget abstrakt mere nærværende og håndgribeligt.

Forbøn

Regelmæssig forbøn for syge og nødlidende bør være en del af enhver kristen gudstjeneste. Vi gør som den lamme mands fire venner, der bar deres ven frem for Jesus for at bede ham hele den syge. Dette kan enten ske som respons på det forkyndte ord – eller slet og ret som et tilbud om forbøn for syge. En sådan forbøn behøver på ingen måde kun at skulle foretages af prædikanten eller kirkens præst, men man kan inddrage andre, evt. med et særligt kald til dette.

I annonceringen af muligheden for forbøn gælder det om at være så specifik og konkret som mulig. Både når det handler om, hvad forbønnen skal omhandle, og om hvor og hvordan forbønnen skal finde sted. Det handler nødvendigvis ikke om særlige følelser, men fordi vi tror på bønnens magt, og fordi vi må bede for hinanden, bliver en sådan praktik naturlig i gudstjenesten.

Man bør også overveje, hvor i kirkesalen det vil være mest hensigtsmæssigt at tilbyde forbøn, da det ikke altid er mest optimalt at gøre det foran til skue for resten af menigheden. Man bør undgå, at forbønnen bliver et “show”. Samtidigt bør man under selve gudstjenesten være opmærksom på, at det ikke handler om sjælesorgssamtaler. Sådanne kan finde sted efterfølgende eller på et andet tidspunkt efter aftale. Når det er sagt, skal man dog være meget opmærksom på den psykiske påvirkning en forbøn kan gøre på den, der bedes for, så man er opmærksom på at følge op på vedkommende i de følgende dage. Evt. kan anvendes en velsignelse ved afslutningen af forbønnen,

I Faderes navn, som har født dig

I Sønnens navn, som elsker dig

I Helligåndens navn, som bor i dig

Modtag den treenige Guds kraft og beskyttelse