Af Ole Lundegaard
Et af de mest bemærkelsesværdige fænomener i den menneskelige verden finder efter min mening sted, når mennesker synger sammen. Tænk, at vi højtudviklede væsener, der kan bygge computere, flyvemaskiner, rumraketter, Storebæltsbroer og espressomaskiner (aah!), ind i mellem allerhelst vil mødes med andre eksemplarer af homo sapiens og udstøde lyde i fællesskab!
Synge sammen. Hvor mærkeligt! Men også betydningsfuldt!
At vi synger sammen siger noget ligeså vigtigt om mennesket som de klogeste anatomi- og psykologibøger. Vi længes efter at være i harmoni med mennesker omkring os – og i gudstjenestens sammenhæng vil vi tilføje: og med Gud. Det er det, vi får en lille forsmag på, når vi synger sammen i gudstjenesten, eller når vi synger flerstemmigt i et kor.
Derfor er sangen og musikken i en gudstjeneste også helt central. En prædiken kan være nok så god, bønnerne nok så intense, salen nok så fyldt, men hvis sangen ikke ”løfter os”, hvis det ikke er til at synge med, fordi sangene er lagt i et forkert stemmeleje, hvis musikken er fyldt med fejl eller rytmen forkert, og hvis ordene i sangene er enten håbløst gamle eller bare håbløse, så går vi ikke forløste fra gudstjenesten. Der er noget, der mangler – oplevelsen af at være blevet løftet, forløst, føjet sammen med andre i tro og håb – uden mislyde.
Hvorfor synger vi i det hele taget?
Vi synger, fordi vi ikke kan lade være. Der er noget, der skal ud: Glæde og sorg. Det er de færreste, der finder det nødvendigt at udstøde lyde, når de tænker grundigt over et svært spørgsmål, sætter sig ind i et vanskeligt materiale, eller grunder over en af livets helt store gåder, som fx hvor lang en sportsjournalists uddannelse egentlig er…
Den slags overvejelser klarer vi fint uden musik. Men når vi bliver glade, ler vi. Når vi bliver kede af det, græder vi. De to dybeste menneskelige følelser kræver et kropsligt, lydeligt udtryk. Det er som en refleks. Vi tænker ikke over det. Der er ingen, der hører en god joke for bagefter at bruge tid på at overveje, om man måske skulle grine. Hvis det er sjovt, kommer grinet af sig selv. Og når vi bliver virkeligt kede af det, grunder vi ikke længe over, hvordan vi skal udtrykke sorgen. Vi græder bare.
To slags sang – til glæde og sorg
Hvad har det her med gudstjenesten at gøre? Jo, i Salmernes Bog i Det gamle Testamente findes grundlæggende to typer salmer: Lovsange og klagesange. Latter og gråd! Latter er glæde over livet, og lovsang er en videreudvikling af latteren, denne kraft, der kommer dybt fra vores inderste centrum, som er en eksplosion af glæde og taknemmelighed og med et ønske om at inddrage andre i vores glæde. Klagesangen er på samme måde en videreudvikling af gråden. I vores nordiske kultur er vi af en eller anden grund blevet gode til at undertrykke gråd. Det er faktisk ikke så godt. Men stadig kan vi med sørgmodige og eftertænksomme sange, fx ved en begravelse, få afløb for det samme behov som klagesangene dækker: At opleve at vi midt i vores sorg og nød er omfavnet af andre. Vi er del af et fællesskab, som er med til at bære os, når det er svært. Gud hører os, når vi råber i afmagt eller sorg eller smerte. Selv i det svære erfarer vi harmoni, shalom.
Vælg sange med omhu
Meningen med denne lange indledning er at pege på, at sangen i gudstjenesten skal bruges til det, der er dens væsen: At skabe samhørighed, hjælpe os med at udtrykke vores tak og lovprisning såvel som vores angst, sorg og klage. Alt det andet kan vi godt klare uden musik.
Sangen er vigtig for gudstjenesten, fordi det er i sangen, vi mest umiddelbart oplever, at vi er et fællesskab. Fordi sangen skaber fællesskab ved at inddrage os alle og give vores dybeste behov og længsler en stemme og skabe et fællesskab på tværs af vore forskelligheder – er det indlysende, at vi bør gøre os umage, når vi vælger sange og salmer. Det betyder ikke, at man skal have en eller anden højere eksamen, men slet og ret, at man tænker sig om. En anden og ligeså vigtig årsag er, at vi ”synger” troen ind i vores hjerter, både hos børn og voksne. Vi kommer tilbage til det senere, men først lidt om den evindelige og trættende diskussion om salmer eller lovsange. Vi kommer ikke udenom.
Salmer
En salme er rent formelt en sang med flere vers, hvis indhold i udgangspunkt er en gendigtning af en salme fra Salmernes Bog eller skrevet over et bibelsk tema. Salmen kan have flere mål: Den kan ønske at lovprise (le), trøste (græde), belære, bekende osv. Salmernes melodier er en hel musikgenre for sig. De er skrevet med ét eneste mål (som de ikke alle lever op til!): At være gode at synge sammen. Vi kender fornemmelsen, når det fungerer. Salmen skaber en forståelse af, at vi står over for et budskab og et nærvær, der er større end os selv, ældre end os selv og vil udleve os. Gode salmer er lidt som god kunst. De bliver ofte bedre med tiden. De beviser en slidstyrke. De fleste mennesker, også dem, der ”ikke er til salmer”, vil alligevel have nogle favoritter i denne kategori.
Kriterier
Litteraturprofessor Erik Skyum Nielsen formulerede i 2006 fire kriterier for en salme:[1]
Salmen skal have et teologisk fundament,
den skal være sangbar,
den skal indeholde skøn poesi,
og den skal være folkelig (ikke elitær)
De kriterier kan man være enig eller uenig i, men det er let at forestille sig, at den sang, der lever op til disse kriterier, har en god chance for at kunne tjene en menighed godt – og længe.
Lovsange
Lovsange – i den moderne betydning – skal som regel ikke fungere længe. De er øjeblikssange, skrevet til tidens populære musikalske udtryk. Det er deres styrke. De er med til at give gudstjenesten et nutidigt præg, hvorimod en gudstjeneste baseret alene på (ofte) århundreder gamle salmer risikerer at stå som et museumsstykke. Men lovsangens pop-aspekt betyder naturligvis også, at den sjældent holder længe, inden en ny sang kommer på markedet og bliver yndlingssang et stykke tid. Det kan give et vist konsum-indtryk, hvor der er et jag efter det nyeste, men dårlig tid til egentlig fordybelse.
Kan man stille de samme kriterier over for lovsangene? Teologisk fundament, sangbarhed, skøn poesi, folkelighed? Ja, hvorfor ikke! De vil opfylde kriterierne på en anden måde, men de vil stadig kunne opfylde dem. Uanset om vi synger den ene eller den anden type sang, er sangens funktion i gudstjenesten
at skabe fællesskab ved at inddrage os alle
at give stemme til vores dybeste behov og længsler, og
at stræbe mod harmoni.
Den gode lovsang har i virkeligheden samme formål som salmen – også den skal lovprise, trøste, bekende osv., men den gør det i en anden sprog- og musikdragt.
Der er mere på spil end musiksmag
Når vi skal være ærlige, handler det alligevel om andet og mere, end om man musikalsk er til orgel eller trommer. Musikken bærer også på en spiritualitet. Når nogle reagerer stærkt imod orgelet som ledsageinstrument, er det sjældent, fordi de ikke kan lide lyden af et orgel, men fordi orglet for dem er blevet et symbol på en form for kristendom, de ikke ønsker at være del af. En kulturkristendom med mangel på glød og appel og Åndens frihed. Omvendt er det ikke altid, at orgel-elskere reagerer mod trommer og guitar, fordi de ikke kan lide trommer og guitar, men fordi de ikke bryder sig om den form for karismatisk spiritualitet, der er den jordbund, lovsangene er groet frem i.
Et par eksempler. Hvis man bedst kan lide klassisk musik, er glad for orgel og salmer, men til gengæld ikke bryder sig om lovsange, der gentages to eller tre eller fire gange, vil man ofte ikke have det fjerneste imod, at man gentager ordet ”Halleluja” 117 gange i Halleluja-koret i Händels Messias (jeg har ikke talt). Man vil ofte heller ikke have noget imod at synge Taizé-sange flere gange. Det er altså dybest set ikke gentagelsen, der er problemet, selvom det er det, der påstås, men måden sangene gentages på. Det er den underliggende spiritualitet, der er stridspunktet. Ofte bærer vi på flere typer spiritualitet i en og samme menighed. Det kan ses som en styrke, men det bliver ofte betragtet som det modsatte, og sangene bliver i virkeligheden en slagmark, på hvilken vi udkæmper en kamp om ”den rette” spiritualitet.
At glæde sig i hinandens glæde
Jeg er overbevist om, at det kan lade sig gøre at have en flerstrenget spiritualitet i en menighed og benytte flere sangtraditioner side om side – gode salmer (drop de dårlige; en salme er ikke god, fordi den kaldes en salme) kan fungere side om side med gode lovsange (drop de dårlige; en lovsang er ikke nødvendigvis god, fordi den er ny eller er en rigtig ”sjæler”) og meditative sange fra fx Taizé eller Iona. Men det kræver noget af os. Det kræver, at vi forstår at værdsætte det, hver sangtype kan. Og så forudsætter det ydmyghed fra alle parter. Det vil sige, at vi er i stand til at ”glæde os i hinandens glæde” og respektere hinandens spiritualitet. Når der synges en sang/salme, der ikke lige er min kop the, og den synges på en måde, jeg ikke helt forstår, kan jeg vælge at sætte en sur mine op, fordi jeg ikke får det, jeg vil have. Men jeg kan også vælge at læne mig fredfyldt tilbage og respektere og endda glæde mig over, at netop den sang synes at forløse min sidemands tro, længsel, glæde, sorg osv. Kan vi det, bliver en gudstjeneste – og en menighed – et godt sted at være!
Nu skal der vælges sange!
Nu er vi endelig fremme ved selve gudstjenesten, som vi skal vælge fællessange til. Hvordan gør vi? Følgende overvejelser er fornuftige at gøre sig.
· Man bør være opmærksom på, hvor i gudstjenesten en bestemt sang skal fungere
Det er ikke lige meget, om en bestemt sang ligger i begyndelsen af gudstjenesten, hvor der er fokus på lovprisning af Guds skaberværk og Hans gaver, eller den ligger til sidst, hvor vi skal sendes ud til vores tjeneste i hverdagen. Sangene skal understøtte gudstjenestens rytme og ”grammatik” og være en fødselshjælper for tak, lovprisning, bekendelse, kald, udsendelse på hver sit sted i gudstjenesten. Det afgørende er ikke efter min mening, hvilken type sang, der er tale om – salme eller lovsang – men om sangen gør det, den skal på netop det sted i gudstjenesten. For at kunne vælge sange, der fungerer godt i forbindelse med gudstjenestens forskellige led, er det vigtigt at have kendskab til, hvad en gudstjeneste er. Læs derfor også artiklen ”At tilrettelægge en gudstjeneste” .
· Vurdér teksterne
Der er ingen tvivl om, at den forkyndelse, som de fleste tager med sig hjem fra en gudstjeneste, er den, der udtrykkes i salmer og sange. (Det er lidt ærgerligt at vide, hvis man er forkynder og har brugt godt og vel en arbejdsdag på at lave verdens skarpeste prædiken, men sådan er det). Ord på vers og med rim, sat til en god melodi, er ikke til at slå. Sådanne ord bliver siddende i vores ører og i vores sind. Eftersom sangene er så centrale for den trosoplæring, der finder sted i gudstjenesten, bør man være omhyggelig med sine valg. Læs salmerne og lovsangene, du vælger, godt igennem. Repræsenterer de faktisk en sund teologi? Er sproget og billederne forståelige og gavnlige? Er der et klart budskab i sangene? Det gør måske ikke noget, at der er et gammelt ord og udtryk hist og her, så længe salmen overordnet har et klart budskab. Hvis en salme har mange vers og ikke alle vers fungerer godt på det sted i gudstjenesten, hvor man har tænkt sig, den skal synges, eller hvis et eller to vers udtrykker en dårlig teologi, er jeg personligt ret frimodig med at skære vers bort. Lav det samme kritiske arbejde med lovsangene. Vov en gang imellem også at bryde ud af den stereotype facon med at placere lovsangene i en blok på tre-fire sange. Pas dog på ikke at blive så kritisk, at det til sidst næsten ikke er til at finde sange og salmer til en gudstjeneste, eller du tager pippet fra dem, der skal lede sangen.
· Vurdér melodierne
Er melodien sangbar? En god melodi kan åbne en sang – og et hjerte og et sind – mens en dårlig melodi kan spolere sangen. Kirkefaderen Basilios, der levede i 300-tallet, kaldte sangen og musikken for ”forkyndelsens honning”. De bitre sandheder, man hørte i forkyndelsen, gled lettere ned med musik! Augustin, der levede lidt senere i 300-tallet og ind i 400-tallet, var selv meget glad for musik. Så glad, at det begyndte at bekymre ham. Han advarede derfor om, at musik og sang fik så stærk en plads i gudstjenesten, at det tog magten fra selve indholdet i forkyndelsen. Det er helt klart, at faren findes, og vi må være opmærksomme og ansvarlige i den måde, vi bruger musikken på, så den ikke bliver et instrument til manipulation af følelser.
Prøv også at variere musikken på fx salmerne, så der ikke bliver et statisk skel mellem orgel/salmer på den ene side og band/lovsange på den anden. Nogle gamle salmer får noget nyt over sig ved at blive ledsaget af andre instrumenter end orgel. Brug i det hele taget mange forskellige instrumenter i gudstjenesten. Hvis I har en, der kan spille harmonika og en der kan spille violin, brug dem!
Det er et vanskeligt arbejde at vælge sange til en gudstjeneste. Personligt mener jeg, det bør ske i samarbejde mellem dem, der har indsigt i musikken og sangene og den/de, der står for at lede gudstjenesten og forkyndelsen. Jeg mener, det er betænkeligt, at man mange steder sætter purunge mennesker på den uriaspost, det ofte er, at vælge sange. Men det er en balance, for ofte har de unge en energi og glæde ved bestemte sange, de har oplevet som gode fx på lejre eller stævner, og de vil gerne bringe dem med hjem. Man må ikke tage modet fra de unge, der kan spille og synge og gerne stiller sig til rådighed med deres evner og gaver. Det skal vi byde velkommen. Men vi må gerne samtale og vejlede.
Om at lede sangen
Hvis jeg har ret i, at den stærkeste trosoplæring i en gudstjeneste faktisk ligger i sangene, som vi synger, burde det være logisk, at både valget af sange, og hvordan sangene ledes under gudstjenesten, er genstand for kritisk refleksion. Man kan faktisk stille de samme tommelfingerregler op for en lovsangsleder, som for en præst. Krav om forberedelse, soberhed, tjenerskab.
Søren Kierkegaard brugte et godt billede på den funktion, som præst og menighed har, og hvis min påstand holder, kan samme billede bruges om en lovsangsleder og en menighed.
Kierkegaard brugte teateret som illustration og hævdede, at vi normalt tænker på præsten som skuespiller, Gud som sufflør og menigheden som publikum. Det er forkert, mente han. I en gudstjeneste er præsten suffløren, menigheden er skuespilleren og Gud er publikum. Sagt med andre ord: Det er ikke Gud, der hvisker præsten i øret, hvad han skal sige til sit ”publikum”. Det er præsten, der som sufflør hjælper menigheden med deres opgave: At vende al deres opmærksomhed mod Gud, for hvis ansigt vi står.
Den holder, vil jeg hævde, også for den eller de, der står foran en forsamling for at lede lovsang, og det gælder for organister og pianister. Opgaven er ikke at komme i centrum eller blive set, men i at sætte menigheden i stand til at få forløst og udtrykt den tak, bekendelse, længsel og bøn, der bor i den enkelte og gøre os åbne for at modtage det, Gud rækker os.
[1] Det var en videreudvikling af tre kriterier, han foreslog tilbage i 1994. De tre var: poetisk kvalitet, teologisk lødighed og empirisk slidstyrke.