Af Ole Lundegaard
Mens alle kristne kirker praktiserer dåb og nadver (eneste undtagelse er Frelsens hær), er der er forskelle i den betydning, de enkelte kirker tillægger dåb og nadver, såvel som den måde, vi bruger dem på.
Der er også forskel på, hvordan vi betegner dem. Den katolske og den lutherske kirke taler om ”sakramenter”, de ortodokse taler om ”hellige mysterier”, mens de fleste frikirkefolk hellere taler om ”pagtstegn”, ”pagtshandlinger”, ”hellige handlinger” (på engelsk: holy ordinances) eller ”symbolhandlinger”.
Baptisters tøven overfor at tale om ”sakramenter” har både teologiske og historiske grunde. Det er ikke opgaven her at give en lang udredning om dette, men blot nogle få kommentarer.
Katolikkerne regner med syv sakramenter: Dåben, nadveren (eukaristien), firmelsen (håndspålæggelse med bøn om Helligåndens udrustning), skriftemålet, de syges salvelse, ægteskabet og ordinationen. Lutheranerne regner kun med to sakramenter, dåben og nadveren, selvom man kan sige at Ordets forkyndelse er grundsakramentet og dåb og nadver er ”synlige” ord. Sakramenterne regnes som indstiftet af Kristus og forstås som synlige tegn, der formidler Guds nåde.
Ordet “ sakramente” stammer ikke fra Bibelen, men er latin og stammer oprindelig fra det militære sprog, hvor et ”sacramentum” i Romerriget var den ed, soldaten svor til sin hærfører, den såkaldte ”fane-ed”. Ordets oprindelse er ”sacer”, der betyder ”hellig”, og det hellige bestod oprindelig i løftets ukrænkelighed. Overtrådte man eden, blev det straffet med døden.
Da den kristne kirke blev romersk statsreligion, gled ordet ind i kirkens sprog og fik nu den yderligere betydning, at dåben og nadveren som sakramenter på en unik måde gav den troende del i frelsen.
Mens vi deler katolikkernes og lutheranernes forståelse af sakramenter/pagtstegn som synlige tegn, der hjælper de troende til at erfare og sanse Guds nærvær, forstår vi ikke Guds nåde og frelse som bundet til nogle få handlinger, men snarere, at Gud kan møde den enkelte præcis som Gud vil. Så mens dåben og nadveren anerkendes som særlige pagttegn i kraft af, at Jesus selv giver befaling om dem, er Guds frelse større og Guds frihed kan ikke begrænses.[1]
Vi ser netop dåben og nadveren som gaver, Gud har givet os som pagtstegn. De knytter os sammen som ét folk under én Herre. Men Gud har også givet andre måder, hvorigennem vi selv dels modtager dels formidler Guds frelse (nådemidler eller sakramenter om man vil). Hvis vi forholder os til Jesu ord og anvisninger om de måder, vi kan have fællesskab med vores herre på og tjene hans rige måtte vi så ikke også tale om et ”tilgivelsens sakramente”, ”fredsstiftningens sakramente”, sakramentet ”at give en tørstende et bæger koldt vand”, ”bønnens sakramente” osv.?
For ikke at begrænse Guds frelsende arbejde i verden, men samtidig fastholde, at der er tegn, som Jesus giver os, som på en særlig måde knytter os sammen med ham og hinanden i tjenesten for Guds rige, taler vi om dåb og nadver som særlige ”pagtstegn” (eller lignende).
[1] Senere udvikledes i oldkirken og middelalderen teologien om sakramenterne, herunder dåb og nadver, som unikke nådesmidler, dvs. at Guds frelse formidles på en unik og nødvendig måde gennem disse handlinger. Disse ses altså ikke længere først og fremmest ses som pagtstegn, vi selv er med til at indgå, men som midlerne til at modtage Guds nåde. Det er dette der er vigtigt for baptister i forbindelse dåben: at dåben både indeholder menneskets løfte og Guds løfte. Den er et ”synligt ord” om Guds kærlighed og frelse, og samtidig er den vores ja til at modtage denne gave. Det er denne afgørende dobbelthed, der efter baptisters mening mangler i fx luthersk og katolsk sakramentsforståelse, og derfor bruger vi ikke gerne ordet sakramente, men foretrækker ”pagttegn”.
