Barnevelsignelse

Af Ole Lundegaard

Jesus velsigner børnene

Barnevelsignelsen finder sin bibelske baggrund i beretningen i Markus 10,13-16, hvor nogle forældre kommer til Jesus med deres små børn, for at han skal lægge sine hænder på dem og velsigne dem. Den beretning læses altid ved barnevelsignelser og tjener som et klart forbillede.

Det betyder dog ikke, at de kristne fra begyndelsen fejrede barnevelsignelse. Vi ved faktisk ikke meget om dette, men da barnedåben vandt indpas i løbet af 2. og 3. århundrede og i mange år derefter blev den eneste form for dåb, forsvandt behovet for at have en anden takke- og velsignelseshandling for børnene. Endnu før barnedåben var der jødernes omskærelse af drengebørn, som også tjente som det ”overgangsritual”, som en barnevelsignelse og en barnedåb er.

Barnevelsignelsen opfylder ligesom barnedåben og omskærelsen en vigtig funktion som et øjeblik og et sted, hvor forældrenes taknemmelighed og deres ønske om forbøn for deres barn og dem selv finder et synligt udtryk. Samtidig minder den menigheden om dens ansvar for at drage omsorg for barnet og dets forældre.

De historiske rødder

I middelalderen kender man barnevelsignelsen fra den gruppe kristne, der gik under navnet ”paulikanerne” (og som vi i øvrigt ikke ved særligt meget om). Deres historie går tilbage til 600-tallet. Af paulikanernes menighedsorden kan vi se, at de praktiserede barnevelsignelse, der i øvrigt også indbefattede navngivelse.[1]

Anabaptisterne tog skikken op. Balthasar Hübmaier skrev i 1525: ”Vi har offentligt sagt, at børn ikke bør døbes. I stedet for dåb har jeg sammenkaldt menigheden, og når barnet er båret ind, har jeg på tysk udlagt teksten om, hvordan man førte børn til Jesus. Når barnet har fået sit navn, har hele menigheden bøjet knæ og bedt for barnet og anbefalet det til Kristus, at han i sin nåde måtte tage hånd om den lille.” Og så tilføjer han, måske lidt overraskende: ”Men hvis forældrene alligevel føler sig usikre og er ivrige efter, at barnet skal døbes, så gør jeg det.”[2]  Denne sidste bemærkning har rod i, at den katolske forkyndelse om arvesynden har fyldt forældrene med angst for, at deres udøbte børn skulle gå fortabt. I sjælesørgerisk sammenhæng har Hübmaier altså renonceret på sin dogmatik!

I det 17. århundrede fandt barnevelsignelsen efterhånden en ret fast form blandt britiske og amerikanske baptister[3], og vi har dokumentation for, at det er herfra, danske baptister lærte den at kende i 1800-tallet.

 

Hvornår blev barnevelsignelsen indført i danske baptistmenigheder?

Den tidligste reference til barnevelsignelse blandt danske baptister synes at findes i et referat fra Baptisternes Konference i Ordrup, 10. maj 1852, hvor det hedder: ”Om de små børn skal velsignes? Ja, når forældrene forlanger det.”. Om denne velsignelse er foregået i hjemmet eller i kirken, forlyder ikke, men det er mest sandsynligt, at den er foregået i hjemmet. En sådan praksis synes heller ikke umiddelbart at have spredt sig og bidt sig fast. Nogle ældre baptister kan fortælle, at de kan huske en årlig velsignelse af alle børn, der var blevet født det pågældende år.

Barnevelsignelse under en gudstjeneste og i den form, de fleste kender den i dag, er tilsyneladende ikke ældre end 1950´erne, hvor pastor Aage Baungaard Thomsen indførte den i Kristuskirken i 1956, og vi skal frem til 1960´erne før skikken begynder at brede sig ud over landet og bliver almindelig.

 

Hvad betyder barnevelsignelsen?

Den teologiske refleksion over handlingen har været sparsom blandt danske baptister. Ønsket om barnevelsignelsen synes primært at komme fra forældrene fremfor at blive doceret fra præster og teologer. Men lidt er der dog blevet sagt. K. Kyrø-Rasmussen skriver i 1967, at børnene er givet af Gud og skal derfor overgives til Hans omsorg – ”gerne i menighedens midte ved en særlig anledning i gudstjenesten, hvor der takkes for og bedes for børnene, og forældre og menighed sammen helliger sig til at opdrage dem i troen.”[4] Per Nørgaard citeres i 1977 for følgende: ”Udøbte børn anses efter Jesu ord om børnenes plads i Guds rige … som uden behov for dåb, indtil Kristus ved evangeliets forkyndelse kalder dem dertil. Børnenes plads i menigheden understreges af en barnevelsignelse.”[5]  Først med Føltveds forlags oversættelse og udgivelse af den svenske baptistteolog, Bert Franzéns bog, Guds forspring, har vi på dansk fået en teologi om barnet og for barnevelsignelsen.[6]

Franzén understreger barnevelsignelsens tredobbelte funktion. 1) Barnevelsignelsen er først og fremmest en taksigelses- og glædesfest. At forældrene kommer med deres barn er i sig selv en bekendelse til Gud som Skaberen. 2) Barnevelsignelsen er også for forældrenes skyld. Ved at bringe deres barn til menighedens fællesskab udtrykker de deres ønske om, at barnet må blive en del af den samme åndelige historie, som er deres egen. Derfor indbefatter de fleste bønner i forbindelse med handlingen også en bøn for forældrene. 3) Barnevelsignelsen har for det tredje også en funktion i forhold til menigheden, som mindes om deres ansvar som trosfællesskab for barnet.

Velsignelsen ”ændrer” ikke barnets status – som baptister tror vi, at barnet allerede er Guds barn – men formidler Guds velsignelse til barnet og minder forældre og menighed om deres opgave.

 

Indholdet

Følgende elementer hører normalt med til en barnevelsignelse, uden at alle elementer nødvendigvis inddrages alle steder.

·         En eller flere sange eller salmer. Ofte vil det være godt både med en salme/sang, der taler til de voksne samt en børnesang.

·         Skriftlæsning fra Markus 10,13-16 er indlysende, men dertil kan føjes andre. I liturgiforslagene til Barnevelsignelse vil du kunne finde andre forslag.

·         En kort orientering om barnevelsignelsens baggrund og mening.

·         En kort tale til forældrene med lykønskning og med påmindelse om gaven og ansvaret ved at være forældre.

·         Evt. tilspørgsel til forældrene om de vil opdrage deres barn i den kristne tro. Dette er ikke almindeligt i Danmark, men praktiseres nogle steder efter model fra de engelske baptister. (Barnevelsignelse B). Det tjener til at understrege betydningen af det ansvar, som forældrene har. Man kan udvide tilspørgslen til også at gælde 1) den nærmeste familie og 2) menigheden. Begge parter bedes evt. om at tilkendegive deres vilje til at stå bag familie og barn med støtte og forbøn.

·         Bøn – for barnet efterfulgt af bøn for forældre og eventuelle søskende og nærmeste familie.

·         Fadervor – det er naturligt at bede Fadervor på dette sted i gudstjenesten.

·         Velsignelsen – mens præsten lægger sin hånd på barnets hoved, lyses den aronitiske velsignelse (”Herren velsigne dig og bevare dig…”). Andre velsignelser kan naturligvis anvendes.

·         Nogle forældre foretrækker, at præsten holder barnet i sine arme, mens velsignelsen lyses, andre ønsker selv at holde deres barn. Aftal dette på forhånd.

·         Er der søskende, lad dem komme med op, og er de gamle nok, inddrag dem i det, der siges til forældrene om at være familie for den lille nye.

·         Overrækkelse af en gave. Det er oplagt at bruge Søren P. Grarups, Til dig fra din kirke, Føltveds forlag. Det kan også være en Børnebibel eller andet.

 

Praktisk

Som regel placeres barnevelsignelsen i begyndelsen af gudstjenesten, bl.a. fordi barnet så ikke når at blive alt for uroligt, og så de øvrige tilstedeværende børn kan være med, inden de – som det foregår de fleste steder – går i Børnekirke efter den første del af gudstjenesten.