Af Lone Møller-Hansen
Når vi er nået frem til en personlig tro, har de fleste af os også behov for at bekende troen – og vi vil opleve, at troen vokser og fastholdes ved, at vi bekender den. Både som et personligt vidnesbyrd over for andre mennesker og som en fælles bekendelse med andre kristne.
De første kristne menigheder havde behov for at finde ud af, hvad der var sandt evangelium, og hvad der var vranglære. Derfor mødtes de til store kirkemøder, og det var ved disse kirkemøder, de tre klassiske, såkaldte oldkirkelige eller økumeniske trosbekendelser, blev til.
De mest brugte er
Den apostolske trosbekendelse
(se Ressourcer > Trosbekendelser eller
http://da.wikipedia.org/wiki/Den_apostolske_trosbekendelse for historiske data.)
Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse
(se Ressourcer > Trosbekendelser eller
http://da.wikipedia.org/wiki/Den_nikæno-konstantinopolitanske_trosbekendelse for historiske data.)
Den tredje er den athanasianske trosbekendelse, der er meget sjældent brugt i gudstjenester
Oftest er bekendelsen af troen på den treenige Gud, i en baptistgudstjeneste kommet til udtryk gennem sange og salmer, hvoraf mange af de klassiske salmer bekender troen på Faderen, Sønnen og Helligånden. Hvis man i en baptistgudstjeneste desuden vælger at bruge den apostolske trosbekendelse, vil man typisk undlade at begynde med forsagelsen. Trosbekendelsen begynder derfor således: ”Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber…”. I oldkirken brugtes den apostolske trosbekendelse som dåbsbekendelse, og her begyndte den altid med forsagelsen. Når forsagelsen bruges hver gang, den apostolske trosbekendelse bedes i Folkekirken, skyldes det Grundtvigs indflydelse på dansk kirkeliv. I alle andre kirker bruges den apostolske trosbekendelse normalt uden den foranstillede forsagelse.
I dag er der mange, der ikke ønsker ”at købe hele pakken”, men sammensætter deres egen tro af forskellige gamle og moderne elementer. Alligevel må vi holde fast ved, at de oldkirkelige trosbekendelser – ud over Bibelens tekster – er det, der er fælles for alle kristne verden over. Det kan forekomme mærkeligt, at de gamle trosbekendelser ikke gør meget ud af Jesu liv og lære. Det var ganske enkelt ikke det, de kristne i oldkirken var uenige om. Det var derimod Kristi natur: Var han Gud eller menneske, eller begge dele? Trosbekendelserne blev til i et forsøg på at samle kristenheden og formulere sig imod tendenser, der truede med at splitte Kirken.
Der er siden da kommet mange moderne, økumeniske tros- og håbsbekendelser (se Ressourcer > Trosbekendelser). De fleste af dem har en kort levetid, da sprog og fokusområder ændres hele tiden. Oftest er de, til forskel for de dogmatiske trosbekendelser fra de første århundreder af kirkens historie, med til at fremhæve troens liv og handlinger, som knytter sig til det at være kristen i dag.
Trosbekendelsen kan placeres først i gudstjenesten. Den kan også høre hjemme ved nadveren. Eller den kan bruges som en del af en forbønsgudstjeneste, hvor man ønsker at bekende sin tro med ord, der er hentet fra den kristne historie.
Under Ressourcer > Trosbekendelser findes:
Den apostolske Trosbekendelse
Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse
Bekendelse med oprindelse i Baptistkirken i Danmark (Bent Hendel)
Økumenisk håbsbekendelse
Metodistkirkens sociale bekendelse
Jesusbekendelse (Brian McLaren)