Velkomst af nye medlemmer

Af Jacob Broholm Møller

En menighed kan sammenlignes med et rejsefølge. Vi er alle på vej, og ingen af os er færdige eller nået i mål. Målet i menigheden er fuldendelsen i Guds rige. Det kan vi forhåbentligt fornemme, når vi er samlet til gudstjeneste!

Men vi er også hver især på vej – mod det samme mål. Dog er vi sjældent det samme sted på vejen. Nogle har vandret længe på vejen, og andre er lige begyndt. Som menighed må vi prøve at favne hinanden på hver vores vandring – samt give hjælp og støtte på denne vandring.

Som menigheder har vi også hver især vores egne særpræg på denne vandring. Nogle er vant til små, korte, melodiske lovsange, andre til meditative Taizé-sange, og andre er mere til Grundtvig. Eller med andre ord: Alle menigheder er specielle, og hver har deres eget særpræg og historie.

Når vi i vore fællesskaber byder nye medlemmer velkommen, er det vigtigt at huske på, at de har deres egen vandring, og at de allerede har vandret et stykke, måske alene, eller måske i et rejsefølge, der er anderledes end det, de nu bydes velkommen i. Det nye medlem kommer fra en anden menighed, måske af samme ”slægt” (baptismen) eller måske fra ”en anden slægt” (et andet kirkesamfund). Sådanne personlige historier og forskellige kirkelige traditioner skal vi respektere, og det er dem, der nu bringes i dialog med hinanden.

Det betyder, at den modtagende menighed må være åben over for nye medlemmer og tage imod dem med alt, hvad de har med sig. Når dette skal forklares, bruger jeg billedet fra dengang, jeg mødte min svigerfamilie første gang. Som familie skulle de vænne sig til en ny i flokken, og omvendt. Jeg skulle også vænne mig til min svigerfamiliens traditioner og særpræg.

Det kræver åbenhed fra begge parters side samt indlevelse og forståelse. Fra menighedens side kræver det også frimodighed og gæstfrihed. Den kommer bedst til udtryk ved at opfordre til, at den nye inviteres ud i menighedens hjem.

Endelig må vi huske på, at ingen er ens! Nogle bliver i løbet af kort tid en hel naturlig del af menighedens fællesskab, mens andre kan bruge flere år på det.