Vielse som kirkelig handling og gudstjeneste
Af Bent Hylleberg
Forkyndelsens plads ved et kirkeligt bryllup – eller velsignelsen af et borgerligt indgået ægteskab – er bestemt af en række faktorer, som præsten skal være klar over, spiller med. Ved en kirkelig vielse, der samtidigt er en gudstjeneste, samles tre tråde, der bør tvindes gennem liturgien og især prædikenen: Parrets livshistorier, evangeliet og det alment menneskelige. Nedenfor kaldes disse faktorer henholdsvis: Vitae, budskab og kasus.
Den gudstjenestelige ramme omkring en vielse kan formes, som man ønsker det. Et godkendt vielsesritual skal følges.
Forud for vielsestalen er det godt for præsten, at hun/han véd så meget som muligt om vielsens historie, om ægteskabet og trolovelsen gennem tiderne og i dag – samt om ritualet og dets udvikling. Viden herom kan søges mange steder – bl.a. via nettet eller i den anførte litteratur. Herudover bør en række andre faktorer gennemtænkes:
1. Forud for vielsen i en gudstjeneste går samtalen med brudeparret
· Vielsen er en kirkelig handling, hvor alt skal med, både deres og vores præmisser.
2. Præsten bør overveje, hvad parrets grunde er til at vise sig i kirken: Vitae, kasus:
· Et kirkebryllup er også en fest for at synliggøre sig som par, etablere sig som par via et ’show’. Og det sker ved hjælp af et overgangsritual, der i dag oftest er uden reel overgang! Altså sociologisk set: Når I i dag indgår ægteskab, sker der ikke noget! – Det giver teologisk set gode odds på hånden: At opfatte vielsen som velsignelse, der føjer evangelium og bøn til det ægteskab, der i sin borgerlige anerkendelse er godt nok.
3. Vielsen er et møde mellem brudeparrets og menighedens bevæggrunde: Vitae, budskab, kasus
· Hvilken grund vælger præsten som udgangspunkt for at prædike? 1) Vælger han kasus (ordningen, vielsen), 2) kirkens grunde (velsignelse, bøn og evangelium) eller 3) brudefolkenes historie (vitae)?
· Tag et tredobbelt udgangspunkt – 1) anledningen (kasus), 2) vores (kirkens budskab) og 3) deres (vitae) – i kirkens rum: Her mødes nemlig tre historier på én gang, tvind dem sammen hele vejen (ægteskabets, parrets og Guds historie). Som præst slipper du så for at stoppe Vorherre ind hist og pist. Evangeliets streng falder naturligst, når det hele bliver til én tråd i en sådan 3-tvundet snor.
4. Vielsen er en gudstjenestelig fest – evangeliet er derfor vielsens egentlige anliggende
· En menighedsfejring af kærligheden iblandt os – fejringen af en elskende og skabende Gud, hvor menigheden er deltagere, og prædikenen er derfor både til brudepar og til menighed.
· Vi skal vie dem, velsigne dem og holde dem for ægte. Vi sammenføjer ikke parret, men vi ser Guds sammenføjede stå i kirken og svarer ved at anerkende.
· Liturgien skal give parret skikkelse som et ’tegn’, der synliggør, hvad alle håber: De modtager Guds gaver. Vi fejrer ’delagtiggørelse’ mere end ekspedition (borgmester) og forestilling (teater).
· De store teologiske ord skal aktualiseres: Følgeskab med løfte (står i Skriften langt stærkere end skabelsesmotivet) og forsoning (står i Skriften langt mere centralt end tilgivelse) betegner vejen frem mod noget nyt.
· Både kroppens gavmildhed (seksualitet, den ene kan værne den anden) og dens skrøbelighed fejres, hvilket synliggøres af knæfald med håndspålæggelsen.
· Håndslaget (dette vil vi af al styrke!) går forud for et kys – og evt. udveksling af brudeparrets ringe.
5. Tal ægte om kærlighed – på trods af tidens kærligheds-idealisme og egoisme:
· Parret er parrets værste fjende pga. tidens ugeblads-romantisme.
· Moderne teologi er på afveje: Det klassiske Far-søn forhold (vertikalt) erstattes med jeg-du forholdet (horisontalt). Nyere ritualer peger i samme retning: Uden omtale af slægt, natur og opgaver idealiseres parret.
· Modtræk: Formaninger gælder alment, ikke kun brudeparret. Erotik og følelser har en sekundær plads – efter løftet (håndslaget), aftalen, der er ægteskabets primære anliggende.
· Talen skal pege frem mod en ny virkelighed, ikke mod bevarelse af det kendte: Prædik derfor ikke om vejen fra forelskelse til kærlighed! Det er for beskedent! For kærlighed kommer af ægteskabet, kærlighed uddybes gennem levet samliv.
· Kærlighed er ikke en følelse, men en relation, et forhold, der giver anledning til følelser af mange slags. Kærlighed er ikke et magtforhold. Kærlighed sætter fri.
6. Hvordan afslutter præsten sin prædiken ved et kirkebryllup?
· Slutter præsten med ’Tillykke!’, har hun holdt en bordtale! Det er derfor bedre at ønske velsignelse over brudeparret. Men står brudeparret i centrum i en vielse? – Hvis evangeliet er prædikenens bærende tråd, så må forkyndelsen også pege på Gud og sluttes med et ’Amen’.
· Når præsten har besluttet sig for, hvordan prædikenen skal afsluttes, kan arbejdet med prædikenen begynde. Da véd hun/han, hvad der skal skrives og siges!
Som præst optræder du 1) i en folkelig tradition (sæd og skik), 2) i en familiesammenhæng (det alment menneskelige og derfor sjælesorg), 3) som prædikant (evangeliets forkynder) og 4) evt. som øvrighed (retsgyldighed). Tænk alle aspekter igennem – og hvad, der henhører under hver kategori.
Litteratur:
E. Harbsmeier og Hans Raun Iversen (red): Praktisk teologi (Anis 1995)
E. Harbsmeier (red): For festens skyld (Anis 2002)
Mogens Lindhardt (m.fl.): Vielsen, Taler – teologi – idéer (Anis 2002)
Bent Falk: Kærlighedens pris (Anis 1998)
