Begravelse

Begravelse som kirkelig handling og gudstjeneste

Af Bent Hylleberg

 

Begravelsestalen – eller prædikenen ved en begravelse – finder ofte sit udgangspunkt i ’materialet’ fra samtalen med den afdødes efterladte eller i noter fra afdøde. Men den bør altid tvindes som én tråd, der udformes af tre snore: 1) Evangeliet (vi fejrer gudstjeneste), 2) kasus (menneskelivets almene vilkår, hvortil døden hører) og 3) vita (afsked, om hovedpersonen, den afdøde). Dette er prædikenens ’hvad’, dens indhold. Dens ’hvordan’, dens opbygning, udspringer ofte af inspiration fra samtalen med de efterladte.

1.       Ritualet er ganske kort. Det består af 4 led: (1) Recitationen af 1. Pet. 1:3, (2) Jordpåkastelse og tydeord, (3) Fadervor og (4) Den aronitiske velsignelse

·         Det giver god mening at begynde med recitation af 1. Pet. 1:3, idet det er en gentagelse af klange, der ofte læses ved dåb, hvor Romerbrevet kap. 6 citeres: Allerede i dåben overgik vi fra døden til opstandelsens liv med Kristus.

·         Jordpåkastelsens og kremeringens historie bør i store træk være kendt af præsten:

o    Jordpåkastelsen er en urgammel fællesmenneskelig retsakt til sikring af gravfreden. I dansk sammenhæng stammer jordpåkastelsen fra Christian V’s Kirkeritual (1685). Ikke-kristne og før-kristne kultursamfund kender også jordpåkastelsen som retsakt.

o    Før jordpåkastelsen blev indført i 1685 var den kendt i den kristne middelalder, hvor den dog ikke var brugt overalt. Benediktinerne brugte den fra begyndelsen af det 6. årh. Herfra fandt den ind i kirken – og ind i den danske reformationskirke.

o    Det, der kendetegnede kristne fra begyndelsen, var omsorg for de døde, der resulterede i jordefærd (modsat brænding) i en gudstjenestelig ramme. De kristne blev kendt for at værne om legemet – modsat de kulturer, hvor legemet var ’sjælens fængsel’, hvorfor en brænding af legemet satte sjælen fri. Årsag til denne omgang med legemet var troen på ’kødets’, dvs. menneskets, opstandelse.

o    Brænding – kremering – vandt indpas i begyndelsen af 1900-tallet pga. urbaniseringen. Langsomt vandt den også indpas i kristen sammenhæng, hvor den efterhånden blev teologisk legitimeret.

·         Jordpåkastelsen må i dag ikke finde sted, før begravelsesmyndigheden (præsten) har modtaget skifteretsattesten (dvs. dødsanmeldelsen), idet begravelsen også er en borgerlig handling. Dog ikke alle kristne ønsker jordpåkastelse.

·         De 3 tydeord, der følger jordpåkastelsen, gør begravelsen til en kristen handling: ’Af jord er du kommet’ hentyder til 1. Mos. 3:19: Her begraves en jordisk skabning, skabt i Guds billede – vi ekspederer ikke en sjæl eller en ånd ind i åndernes rige! ’Til jord skal du blive’ minder om, at ’det er menneskenes lod at dø én gang’ (Hebræerbrevet 9:27). ’Af jorden skal du igen opstå’ fastholder det kristne håb om opstandelsen i Guds rige.

·         En kristen begravelse har altid to træk som grundvilkår: Gudstjeneste og jordpåkastelse. Indtil 1800-tallet begyndte begravelser i DK ved graven, hvorefter følget gik til gudstjeneste inde i kirken. I dag sker det i omvendt rækkefølge.

2.       Begravelsestalen, dvs. prædikenen, og dens teologi: Evangeliet, kasus (døden) og vita (afdøde)

·         Evangeliet: Vær opmærksom på afdødes egen holdning til den kristne tro. Hvad nu, hvis afdøde ’ikke troede på Gud’? Kan vi i så fald bruge tanken om ’anonym kristendom’ i prædikenen?

·         Hvilket motiv bør præge forkyndelsen? Der kan ofte være flere følelser i spil ved et dødsfald: Glæde, sorg, frygt og sommetider også vrede. Glæde kan ytre sig som taknemlighed. Eller som håb. Disse følelser er legitime og fungerer som ’medicin’, dvs. de er hjælp til at leve livet. ’Sorgen er hjemløs kærlighed’. Den skal ikke bagatelliseres, men gennemleves, for at livet kan genoprettes. Ritualet skal give rum for sorgen og mod til at leve med sorgen.

·         Brug fantasi, indfølingsevne og formsans, når prædikenen udarbejdes – og husk at tvinde den tretvundne snor.

·         Husk også, at kropssprog taler – undertiden meget højere end det, der siges! Mon menighedens oplevelse af begravelsen blev et tydeligt tegn på, at ’kirken er varmens, trøstens og håbets sted’?

·         Salmevalget er en del af forkyndelsen. Hvilket motiv skal præge salmevalget? Ud over de ovenfor nævnte kan tilføjes: Døden og håbet om evigt liv.

·         Skal prædikenens og salmernes motiv være det samme? Kan de bedre supplere hinanden?

·         Kasus: Om livets grundvilkår: Om forsynet – der ikke er blind skæbne, men netop ”seende” tillid til Gud, også når livet føles meningsløst. Meningsløshed forudsætter erfaring af det gode, det hensigtsmæssige, det meningsfyldte.

·         Vita: Det biografiske, nævn altid den afdøde ved navn! Begravelsesprædikenen er ’det sted, hvor evangeliet ses igennem et temperament’ – det handler ikke om afdødes karriere og succeser (det hører en evt. mindesammenkomst til), men om at Gud genkender sit billede i afdøde – også dér, hvor vi intet ser!

3.       Hvilken ’rollemodel’ spiller præsten ved en begravelse?

·         Er han ceremonimester (det skal overstås, alle skal betjenes)? Er hun forkynder? Evt. dommer? Er han sjælesørger, terapeut? Er hun ven, dvs. familiært tilstede?

·         Alle nævnte roller kræver a) professionalitet/sikkerhed (fx stabilitet af følelser) og b) medfølelse, empati. Begge dele kan/skal opøves, læres!

 

Litteratur:

E. Harbsmeier og Hans Raun Iversen (red): Praktisk teologi (Anis 1995)

E. Harbsmeier (red): For festens skyld (Anis 2002)

Bent Falk: Kærlighedens pris (Anis 1998)

Eva Åhrén Snickare: Kremering – en idé-historisk betragtning, Kritisk Forum for Praktisk Teologi, nr. 69, s. 57-66