Børnegudstjeneste

Af Søren P. Grarup

Det er både inspirerende og udfordrende at arbejde med børnegudstjenester. Som voksen (måske rutineret præst eller gudstjenestedeltager) er man nødt til at tænke alle rutiner, vaner og selvfølgeligheder igennem helt fra bunden. Man skal give troen udtryk i børnehøjde –  i leg og med børneord, uden at det bliver plat forenkling eller pjat – for børnene er legen ramme alvor.

At lave et færdigt ”koncept” for børnegudstjenester vil være uhensigtsmæssigt og også umuligt, da der er store forskelle fra sted til sted, hvad angår både behov og muligheder. Derfor skal denne artikel læses som en samling gode råd og inspiration til de præster og børnemedarbejdere, der lokalt står med ansvaret for børnegudstjenester, og som skal forme gudstjenesterne, så de giver mening lokalt for både børn og medarbejdere.

En børnegudstjeneste må ikke blive en ”forestilling”, men den er en gudstjeneste og har naturligvis samme naturlige liturgiske grundstruktur som enhver anden gudstjeneste:

*     Vi kommer fra hverdagen og møder Gud  . . . . . . . Lovprisning, tak, tilbedelse, bekendelse.

*     Vi lytter til, hvad Gud vil sige til os, og svarer  . . . . Forkyndelse, respons.

*     Vi forbereder os til at gå ud i hverdagen/verden  . . Forbøn.

*     Vi sendes ud i livet og hverdagen . . . . . . . . . . . . . Velsignelse.

De forskellige led kan vægtes forskelligt alt efter, hvad man satser på at give børnene med derfra.

Uanset hvilke led i gudstjenesten man vægter, er det godt at lægge en ramme, der er genkendelig fra gang til gang – fx at lysene på nadverbordet tændes ved begyndelsen og slukkes til slut, en fast indledningssang og en fast version af velsignelsen til sidst, og måske ét eller to faste, genkendelige led inde i gudstjenesteforløbet såsom trosbekendelse og indsamling – – derimellem kan alt ske.

Den faste ramme giver børnene en tryg oplevelse af at være på hjemmebane.

Nærvær er afgørende i al kommunikation med børn. Derfor foregår en børnegudstjeneste fysisk i børnehøjde. De mindste (0-9år) befinder sig oftest bedst siddende på gulvet, de lidt større vil gerne sidde på stole. Præsten/de medvirkende befinder sig så vidt muligt på samme gulvniveau som de deltagende børn (på platform eller neden for platform) og uden brug af prædikestol eller andre adskillelser – altid tæt på.

Ofte opleves børnegudstjenester meget pædagogiske – børnene skal lære de bibelske fortællinger. De skal lære om Gud. Naturlig vis skal de det. Derfor taler vi med børnene om Gud. Men en børnegudstjeneste bør også være gudstjeneste (og ikke kun kristendomsundervisning), altså en mulighed for, at børnene møder Gud og taler med Gud. Der er ingen grund (ud over voksent hovmod) til at tro, at Gud ikke vil tale med børnene.

At tilrettelægge en børnegudstjeneste er at lægge rammer både for det pædagogiske indhold og for børnenes åndelige samtale med Gud.

 

Forberedelse af børnegudstjeneste

Børnegudstjenesten skal forberedes grundigt.

Om muligt forberedes gudstjenesten af et par børnefamilier sammen med præsten. Eller et team af børnemedarbejdere mødes og forbereder gudstjenesten. At være et team om tilrettelæggelsen fremmer dynamikken både i processen og i selve gudstjenesten.

Tal igennem:

– Hvad er aldersgruppen? Skal det være en børnegudstjeneste eller en familiegudstjeneste (se nedenfor.*]) Børn er ikke bare børn: Der er stor forskel på at fejre gudstjeneste med børnehavebørn og med større skolebørn.

– Hvad skal indholdet/oplevelsen være denne gang? Indlevelse i en bibeltekst – afklaring af en problemstilling (mobning, hjælpsomhed, at glæde andre …) – er der en særlig anledning (fastelavn, palmesøndag, høst …?)

– Hvor skal vægten ligge – på lovprisning og tak, på forkyndelsen, på forbønnen?

– Hvilken grundtone vil vi slå an – jubel, taknemlighed, undren, omsorg … ?

– Hvilke udtryksmidler vil vi bruge – sang, drama, dukketeater, dans, samtale, prædiken, kreative aktiviteter, film, stilhed… ?

– Hvilke praktiske muligheder er der – sang og musik, plads til drama, PowerPoint, fri natur, kan man sidde på gulvet (0 – ca. 9 år) … …?

 

*] Børnegudstjeneste eller familiegudstjeneste: En børnegudstjeneste foregår alderssvarende helt på børnenes præmisser, mens en familiegudstjeneste både i udtryk og indhold bliver en blanding, hvor både børn og voksne tager del på lige fod. Udfordringen er at gøre hele familiegudstjenesten relevant for hele den aktuelle menighed af børn og voksne, så der ikke bliver tomgangstid for børnene, og så børnetiden ikke bliver nuttet underholdning for de voksne.

En mulighed, som kan bruges i en familiegudstjeneste eller i en børnegudstjeneste, hvor forældre og andre voksne er til stede, er flg.:

Præsten siger til børnene: ”Når vi holder gudstjeneste, så plejer vi altid at have en børnetale. Så sidder de voksne helt stille imens. I dag er det jo børnegudstjeneste (familiegudstjeneste), så skal de voksne da også have en voksentale. Og så skal I vise, at I er lige så dygtige som de voksne og kan sidde helt stille, mens jeg holder en voksentale.” (Den plejer at virke, og børnene spidser ører.)

En voksentale i en børnegudstjeneste må højest vare 5 min.

 

Der er stor forskel på, hvordan de forskellige aldersgrupper af børn kan fejre gudstjeneste – både hvad angår indhold, liturgi og udtryksformer.

For alle grupper gælder, at de får mest ud af det, når de kan deltage aktivt. Derfor er sanselighed (bevægelse, føle, lugte, smage, se, lytte) i alt, hvad der foregår, fulgt op af så få ord som muligt at tilstræbe.

Men det er en hyppig misforståelse, at børn bedst trives med høj støj, stor fart og megen ståhej, og at det hele bare skal være ”sjovt” (som i sommer-TV for børn – i det hele tages skyder man oftest forbi målet, hvis man i en børnegudstjeneste sætter normerne efter underholdningsindustrien). Børn trives også i og værdsætter stilhed og ro til rette tid. Og de gennemskuer straks, om de voksne er ærlige og troværdige i deres fremtræden.

Ang. aktiv deltagelse: Selvfølgelig varetages så mange opgaver som muligt i gudstjenesten af børn – byde velkommen ved døren, tænde lys på nadverbordet, læse bibeltekst, samle kollekt oma. Husk, at de børn, der skal sige noget (fx læse en bibeltekst) skal have mulighed for at øve sig hjemme.

Gudstjenestens varighed varierer for de forskellige aldersgrupper. En gudstjeneste med de mindste skal måske blot vare en halv time, mens de lidt større gerne vil bruge op til en hel time. Det er bedst, hvis børnene siger: ”Øv! er det allerede slut?”

 

Udtryksformer i forkyndelsen

Babyer og vuggestuebørn skal måske blot mærke, at det er trygt og godt at være i kirke, nyde musikken og atmosfæren. Babysalmesang er en fin form for babygudstjeneste.

Børnehavebørn vil gerne opleve en historie aktivt. Selv at bruge fantasien ved en fortalt historie kan være særdeles aktiv deltagelse. Men mange bibeltekster kan let dramatiseres ved, at fortælleren fører børnene som ”marionetdukker”, mens historien fortælles. Et enkelt stykke stof om skulderrene kan forvandle et barn til en hvilken som helst person i historien – der behøves ikke stort udstyr for at dramatisere. Tænk dramatiseringen igennem på forhånd: Hvor mange personer? Hvor i rummet er Nazaret, Betlehem, marken? – Hvor fører hyrden fårene hen? Hvor og hvordan bliver det ene får væk? osv.

Kreative aktiviteter er en anden form for aktiv deltagelse – fx kan børnene i fællesskab skabe et stort billede eller bygge en skulptur (fx af papæsker og gaffatape eller legoklodser), som illustrerer dagens historie fra Bibelen, eller viser, hvad bibelteksten kan betyde i deres hverdag.

Lidt større børn kan deltage aktivt i historien/bibelteksten ved at komme med forslag til, hvad det eller det i historien skal betyde. Forkyndelsen bliver således en samtale. (Husk i den situation, at man aldrig responderer på et barns svar eller forslag med ”Nej, det er forkert!” – så er barnet dømt ude af samtalen. Sig i stedet: ”Ja, men det kunne også være …”)

Når der forkyndes/fortælles bibelhistorie for børn, skal historien kunne sanses – måske helt konkret, men i det mindste i fantasien: Græsset, vi sidder i, mens vi oplever bespisningsunderet, skal lugtes, og brødet skal smages – skumsprøjtet på Genesaret Sø skal mærkes i ansigtet –  når vi er på bjerget sammen med Jesus for at bede, ligger vi på jorden og ser stjernerne – til jul skal guldet glimte, røgelsen skal dufte, myrra (evt. en billigere creme) skal mærkes på huden – Helligånden skal blæse gennem huset til pinse. Hvis fantasien ikke er nok for sanseligheden, må man ty til rekvisitter, billeder, lyd uden at sådanne hjælpemidler stjæler fokus.

Lange filosofiske tankerækker eller abstrakte konklusioner hører ikke hjemme i en børnegudstjeneste. De aspekter af livet eller af bibelteksten, der kræver noget sådant, hører hjemme i en senere alder. Får børnene så det ”rigtige” eller det ”vigtige” med sig derfra? Måske og måske ikke, men troen handler ikke primært om at forstå Bibelen rigtigt, men om at kende Gud på første hånd og leve sammen med ham.

 

Sang og musik i børnegudstjenesten

Sangene – både tekst og melodi – skal være afpasset til aldersgruppen. De mindste synger blot om, at Jesus elsker mig, mens de større kan synge om Gud, der skabte den store, fantastiske verden. Repertoiret af kristne børnesange med ét vers, der gentages 2-3 gange, og moderne børnesalmer til alle aldersgrupper er stort. Mange lovsange og Taizésange kan også anvendes til lidt større børn. Men ikke alle sange behøver at være umiddelbart forståelige – der må gerne være noget at ”strække hals” efter, fx en klassisk (ikke for lang) salme med lidt ”svære ord”. De mindste kan fornemme varmen i salmen, de større kan gribe helheden og samtidig fornemme, at her er mere at komme efter. Et af salmens svære ord (fx ”barmhjertighed”, ”almagt”, ”velsignelse”) kan blive udgangspunkt for en god forkyndende samtale.

Voksne har ofte visse fordomme vedr. musik for børn (børnemusik skal være sjov). Disse fordomme har børn ikke (før de lærer dem af de voksne) – en stille salmemelodi kan være lige så god som en rytmisk spilopmelodi. Hver slags musik til sit brug.

Hvis pladsen i kirken tillader det, kan man benytte dans til nogle af sangene – enten organiseret/koreograferet kædedans (få et menneske med dans i kroppen til at udtænke en enkel koreografi) eller frit/improviseret. Man kan danse til både stille og rytmiske sange og således sanse sangens indhold. Sange med fagter, hvor man stående ”tegner” teksten med hænderne og kroppen i luften, er også en slags dans.

 

Bøn i børnegudstjenesten

Lovprisning, tak, tilbedelse, bekendelse, forbøn – børn er generelt ”gode” til alle slags bøn. For når de lige har fornemmet, hvad der foregår i bønnen, så er det jo som at tale med en god ven. At den ven, vi taler med, ikke er umiddelbart synlig og ikke svarer med hørlig stemme, er sjældent et problem for børn – det er mere en voksen spekulation.

Fadervor er en bøn, der er god at lære for livet. Derfor bør den være en fast del i alle børnegudstjenester. Børnene opfordres til at sige med på ordene, så meget de kan. Så lærer de bønnen efterhånden.

(Børn tager ofte en instruks meget konkret. Derfor er det klogt, når der senere i gudstjenesten bedes bønner på anden vis, da kort at forklare, at nu skal vi ikke alle sammen sige med på ordene – det er kun når vi beder Fadervor. Ellers vil nogle prøve at snakke med på bønnen og kan føle sig forkerte, når de opdager, at man ikke skulle det.)

Lovprisningen kan meget passende foregå i sang (ligesom det også ofte er tilfældet i en voksengudstjeneste) eller sang med dans.

Takkebøn: Spørg børnene, hvad de gerne vil sige Gud tak for – sørg for at få alt det nævnte med i den bøn, der derefter formuleres. Eller lad børnene selv sige deres tak til Gud i en fri, fælles sætningsbøn (hver deltager siger blot én enkelt sætning.)

Evt. kan man bede ”skibet er ladet med”-bøn: En bold kastes – den, der griber bolden, skal sige en sætning med tak til Gud, og kaster derefter bolden videre.

Trosbekendelse kan komme til udtryk med en sang. Ønsker man at bruge en fast formuleret trosbekendelse, som fremsiges i kor, kan fx denne formulering anvendes som fast led i børnegudstjenesterne (for børn fra skolealderen og opefter – en bekendelse med oprindelse i BaptistKirken):

Vi tror på Gud

vor Far i himlen,

som skabte os i sit billede.

På Jesus Kristus,

Guds søn, som vil frelse os til evigt liv,

og på Guds Hellige Ånd,

som vil vise os, hvad der er Guds vilje med os.

Amen.

Forbøn for os selv, hinanden og verden omkring os: Forbønnen kan foregå på samme måde, som beskrevet ved takkebøn ovenfor. Men oplægget til bønnen skal formuleres anderledes: I takkebønnen, takker vi for noget – i forbønnen beder vi for nogen. Takkebønnen handler ofte om det, der er godt for mig. Forbønnen skal handle om det, der er godt for andre.  Man kan spørge børnene: ”Er der nogen I kender, eller nogen I går og tænker på, som vi skal bede for?” Alle svar er OK: Min bedstemor, min kat, vores nyfødte grise, de sultne børn i Afrika …

Stilhed: Bønnen kan tage form af stilhed. Stilheden kan også benyttes i en børnegudstjeneste. Bed børnene om at lukke øjnene og være helt stille, ligesom når man sidder sammen med en god ven og ikke behøver at sige noget. Evt. kan børnene lægge sig ned på ryggen eller maven og være stille i et par minutter for bare at være sammen med Gud.

 

Nadver i børnegudstjenesten

Børn skal være ret store, før de begynder at forstå symbolikken i brødet og saften som Jesu legeme og blod og forbindelsen til hans død på korset.

Men nadveren har andre fine aspekter, som er umiddelbart tilgængelige for børn:

– Gud har omsorg for os og giver os mad.

– Jesus byder os til bords, fordi han vil være vores ven.

– Når vi spiser sammen, må alle omkring bordet være venner.

Nadverfejring med børn skal naturligvis formes enkelt:

*     Læs nadverteksten – fx Mark. 14,22-25.

*     Sig fx: ”Bordet her er ikke vores bord. Det er Jesu spisebord. Jesus indbyder også os til at spise sammen med ham, fordi han gerne vil være vores ven for livet. Og han ønsker at vi skal være hinandens venner.”

*     Bed en kort, enkel takkebøn.

*     Bryd brødet

*     Lad nogle af de største børn dele brød og saft ud til alle.

(Ved familiegudstjeneste kan menighedens sædvanlige nadverliturgi følges. Men nadvertjenerne går parvis – én forælder og et barn, således at barnet bærer brødet, og den voksne følger lige efter med bægrene og guider barnet.)

 

Velsignelsen

Både den aronitiske velsignelse og den apostolske velsignelse er knudrede ord i børneører. Men ordene er gode og varme, selv om man som barn må ”strække hals” for at forstå dem – det er OK.

Der findes forskellige sangbare versioner af velsignelser, som er fine som afslutning på en børnegudstjeneste.

Brug den samme version af velsignelsen ved hver børnegudstjeneste. Det er med til at sætte en kendt og tryg ramme om gudstjenesten.

 

Mulige liturgier for børnegudstjenester

Alle disse tanker om børnegudstjeneste kan munde ud i mange, meget forskellige gudstjenester. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Herunder er givet nogle eksempler på, hvordan gudstjenesteforløb for forskellige alderstrin kan se ud:

 

Gudstjeneste med vuggestuebørn (måske med forældre):

*     Velkomst.

*     3-4 alderssvarende sange eller 2-3 alderssvarende og en kort klassisk salme (som de voksne synger for på – evt. den samme salme hver gang i en serie børnegudstjenester, så børnene lærer/genkender den.)

*     Fadervor.

*     En bibeltekst genfortælles (fx en af Jesu enkle lignelser), mens handlingen vises fx med dukketeater, sandkasse med figurer, billeder. (børnene skal være ganske tæt på det, der foregår – afstand afbryder kommunikationen. Dramatisering med vuggestuebørn i rollerne bliver mere forvirring end oplevelse.)

*     1 sang

*     En meget kort og enkel bøn.

*     1-2 sange.

*     ”Tak for i dag, kom godt hjem og husk, at Jesus altid vil være jeres bedste ven.”

 

Gudstjeneste med børnehavebørn

*     Velkomst:

*     ”Velkommen i til gudstjeneste. Gudstjeneste er, når vi er sammen for at synge om Gud, høre om Gud og bede til Gud. Nu skal vi lytte til et fint stykke musik. Sid lige så stille og mærk efter, hvordan man blive glad og varm indeni, når man hører sådan noget musik. Mens vi lytter til det, skal NN (et af de største børn) tænde lysene på nadverbordet.”

*     Præludium (gerne på orgel) – under præludiet tænder et barn lysene på nadverbordet.

*     Fast indledningssang.

*     Fadervor.

*     3-4 alderssvarende sange eller 2-3 alderssvarende og en kort klassisk salme.

*     En bibeltekst genfortælles (fx en af Jesu lignelser eller en begivenhed på Jesu vandring – de første linjer af teksten læses fra en Bibel, som holdes synligt for børnene – derefter genfortælles resten af historien), mens handlingen dramatiseres med nogle af børnene som spillere (føres som ”marionetdukker”) eller handlingen vises fx med dukketeater, sandkasse med figurer, billeder.

*     1-2 sange

*     En kort og enkel bøn.

*     1-2 sange.

*     Velsignelsen – evt. fast velsignelsessang.

*     Tak for i dag – lysene på nadverbordet pustes ud.

 

Gudstjeneste med skolebørn

*     Præludium (gerne på orgel) – under præludiet tænder et barn lysene på nadverbordet.

*     Velkomst.

*     Fast indledningssang.

*     Fadervor.

*     2-3 sange (fx lovsange)

*     Takkebøn (se i artiklen ovenfor)

*     Salme (gerne en klassisk salme)

*     Trosbekendelse  (se i artiklen ovenfor)

*     Skriftlæsning v/ et barn

*     ”Prædiken” med samtale, drama, illustrationer – evt. sange indlagt i prædikenen.

*     Stilhed

*     Indsamling (et indsamlingsformål, der er relevant for børnene, annonceres – indsamlingen foregår under salmen)

*     Børnesalme.

*     Forbøn (se i artiklen ovenfor)

*     Der gøres plads på gulvet – stolene ud til siden.

*     Sang med kædedans.

*     Velsignelse – evt. fast velsignelsessang.

*     Tak for i dag – lysene på nadverbordet pustes ud.

 

Links:

(På flere af disse hjemmesider findes flere relevante links.)

BBU: http://www.bbunews.dk/boern

Danmarks folkekirkelige søndagsskoler: http://www.soendagsskoler.dk/

Børn og Tro: http://www.bornogtro.dk

Bibelselskabet: http://www.bibelselskabet.dk

Sigurd Barretts bibelfortællinger for børn: http://www.sigurdogsnapper.dk