Lystænding

At tænde et lys er for mange mennesker en handling, der kan være lige så meningsfuld og indholdsmættet, som den en enkel.

At tænde et lys kan udtrykke en tak til Gud, en bøn om hjælp, forbøn for et andet menneske – alt hvad hjertet rummer i det øjeblik, lyset tændes. Og lyset brænder længe og holder takken eller bønnen ”varm”.

Lystænding kan anvendes i gudstjenesten på flere måder:

Ved specifikke lejligheder – fx:

– Allehelgen – et lys for hver afdød, der nævnes,

– i forb. m. forbøn for ofre for katastrofer, hvor mange mennesker kan have brug for synlighed og håndgribelighed i bønnen.

– ved takkegudstjenester

– o.m.a.

Ved menighedens almindelige søndagsgudstjeneste:

– Nogle steder er det skik, at gudstjenestedeltagerne under hele gudstjenesten (bedst under en salme) kan gå frem og tænde et lys.

-Andre steder er det skik, at de, der ønsker det, kan tænde et lys i forbindelse med nadveren.

Praktisk:

Indret et bestemt sted i kirkesalen til lystænding, enten permanent eller til en bestemt anledning – fx:

– en lysglobe eller anden stage særligt indrettet til formålet,

– kanten af dåbsgraven,

– nadverbordet,

– et lille bord i midtergangen eller i et hjørne.

En bakke med fint sand er god (og sikker) at sætte fyrfadslys på eller at stikke julelys i. Fyrfadslys kan svømme i en skål/et fad med vand.

Ved lysstedet skal der stå et større tændt lys (ofte kaldet ”Kristus-lyset”), som man kan tænde sit lille lys ved, samt en kurv el. a. med små lys.

De lys, der er tændt under gudstjenesten, skal – i respekt for den, der har tændt et lys – brænde, så længe der er folk i huset – også under kirkekaffen.

Når der ryddes op efter gudstjenesten, skal alle hel- og halvbrændte lys fjernes.